Malene har bagtalt hende. Måske har de også gjort det over for Tatiana – og så har deres løgne bare ikke bidt på hende. Det er ikke til at vide. Ligesom det ikke er til at vide hvad Malene og Iben har fundet på at sige til dem alle sammen.
Tatiana er først i tresserne, meget lille og meget mørk, hun møder som regel op til bestyrelsesmøderne på DCIF i stramme sorte bukser og unikasweatre i pågående farver. Når hun ankommer, farer hun rundt i DCIF’s reolgange med hurtige skridt der er usædvanligt lange for så lille en kvinde. Man hører de hastige smæld fra hendes dyre højhælede sko.
Anne-Lise har aldrig set Tatiana ryge, men hun forestiller sig at Tatiana engang hvileløst sugede cigaretter i sig gennem flere årtier, hendes hud ser sådan ud.
Med udgangspunkt i analyser af børnetegninger fra børn i kz-lejre udviklede Tatiana i sin ungdom en psykoanalytisk funderet teori om terapiforløb for børn der har været udsat for lejrophold, tortur eller er blevet tvunget til at se på mens deres forældre blev torteret eller dræbt. Hendes forskning i dette emne har gjort hende til dr.phil. og docent på psykologistudiet ved Københavns Universitet. Desuden er hun tilknyttet det internationalt kendte, københavnske RCT (Rehabilitation Council for Torture Victims) hvor hun arbejder med både ledelse og terapi.
Anne