Gennem billedernes spejl

Som en smuk drøm om det klassiske menneske og dets skrøbelighed midt i dets perfektion, glider de forbi os, lydløse og gådefulde. De er meget smukke, men også sørgmodige og meget, meget stille. De følger et »must«, som de ikke kan modsige.

Jeg kan ikke forestille mig andet, end at dette er H.S’ nye bud på en tolkning af tilværelsens vilkår og en variant over temaet død. Denne gang ikke som udtryk for raseri og blodtørst; der er hverken bødler eller aggression, men tvært imod mennesker, hvis fælles vilkår får dem til at søge sammen og støtte hinanden overfor deres skæbne, der er en naturens lov udenfor den menneskelige magtsfære. Udenom fornemmes en stille, grøn natur, som menneskene er en del af, og som bøjer sig for nattens komme ligesom menneskene

I de sidste år – især efter år 2000 – får H.S.’ figurer en ny tyngde og lukkethed

Gennem myterne når H.S. frem til kristendommen. Han siger:

»Vi må tilbage til traditionerne … til de elementære åndelige byggeklodser, vi tænker og føler med … Det net, vi sier vore oplevelser igennem, og som skiller godbidderne fra det, som ikke kan bruges. – Ned til det umoderne og usmarte. Til det pulterkammer, man kalder gamle myter. Helt ned til kristendommen … En underjordisk flod, der har farvet alle vore tanker og følelser allerede før vi tænker og føler«.

For ham er myten vigtig, fordi han ser den som et fælles samlingspunkt for alle kulturer og derfor en gave for en kunstner. Den er et led i kæden fra fortid til fremtid, for vi kan finde de samme temaer i det gamle Hellas som hos H.C. Andersen og fra Grønland til Kina. Menneskene er tidløse i deres drømme og begær og vil altid styres af de samme lidenskaber og leve i spændingsfeltet mellem ondt og godt. Myten forpligter – siger han – fordi den er et koncentrat af alle tiders væsentlige erkendelser, og vi bør spejle os i dem og lære af dem.

I myten om Abraham ser vi f.eks. faderkærligheden i konflikt med det forpligtende gudsforhold.

Og gennem myterne og Det Gamle Testamente når kunstneren ganske naturligt frem til Det Nye Testamente.

Korsfæstelsen kan jo lige så vel ses som frelse for både søgende vandringsmand og manden, der prøves i sin tro.

Hvor er vi kommet langt fra de oprørske goplers egoistiske selvhævdelse. Men alle disse voksende erkendelser kan vi kun værdsætte, hvis vi bliver ved med at sammenligne.

I 80’erne kommer endnu en erobring til: H.S. erkender selve kristendommens værdi og ikke mindst behovet for en god kirkekunst, dér, hvor menigheden mødes – og han bliver en af vore kirkemalere. Det nye Testamente bliver den nye emnebog – og i sidste ende så alvorligt et motiv som selve Opstandelsen, som han selv mener, er et meget krævende motiv.

Denne røde tråd er imponerende og viser en kunstner, som har adlydt sin underbevidsthed, der gennem billedernes spejle har lært ham om tilværelsens mønster og har gjort ham klogere og mere levedygtig. Og derfor er det så spændende at blive ved med at følge ham og se, hvor hans kunst nu vil føre ham hen, og hvad vi alle kan lære af den.

Nu er kunstneren moden til mere nuancerede følelser som berører Gud og moral Han vælger Abraham og hans kærlighed til sønnen i konflikt med forholdet til guden og bliver ikke træt af at variere dette spil.

H.S. har nu brug for fælleskulturen og erkender stadigt mere de underliggende mønstre og love for tilværelsen, hvorved han også bliver mere tolerant.

Ondskaben er på spil på et mere forenklet plan og bliver til naturhistorie. Tiden er inde til at forlade barneværelset og dermed private traumer og betragte verdens almene ondskab først udtrykt med katte og fugle

Nu begynder de små delhistorier at spille sammen og at ville noget mere med hinanden