Det hele ender i en halvhjertet, lunken suppedas, hvor ingen af parterne får hverken det, de ønsker sig eller det, de har behov for. Barnet bliver frustreret, fordi han ikke får en ordentlig kontakt og den voksne bliver frustreret, fordi han ofrer sig uden at blive belønnet med et tilfreds barn. Frustrerede børn kan ikke udvikle sig harmonisk og frustrerede voksne er altid i defensiven og har dårlig samvittighed.
Det er glæden over at kunne tage vare på sig selv og accepten af det andet menneskes ret til at gøre det samme, der gør det personlige nej varmt og frugtbart.
Når børn får et personligt nej, lærer de meget hurtigere at respektere andre menneskers behov og grænser. De vil intet hellere end at samarbejde med deres forældre og kan sagtens respektere deres ”person”. Hvis man i stedet opstiller regler og grænser eller henviser til alder og traditioner, vil ethvert sundt barn forsøge at teste deres gyldighed – igen og igen. Bevidstheden om, at far og mor mener, hvad de siger og siger, hvad de mener, er noget nær den bedste og mest holdbare gave, man kan give sine børn.