Det var vistnok den mest vellykkede Appel, der endnu havde været afholdt i Guyanas Fangelejr. Vi Fanger stod opstillet i Fængselsgaarden i to Rækker under et stort Brødfrugttræ, og Rougin tog fat paa Oplæsningen. Netop som han med stort Besvær havde stammet sig igennem det første Navn og Nummer: „B-B-B-Bernhard, t-t-t-trenteneuf m-m-mille cinq cent v-v-v-vingt (39,520), faldt en stor Brødfrugt ned fra Træet og ramte ham oven i Hjælmen. Den røg ned over Ørene paa ham og hvilede næsten paa Skuldrene. Han fik omsider Hovedet fri af Hjælmen og hakkede sig videre gennem Fangelisten. Saa ramlede den næste Brødfrugt ned og ramte midt i en Mudderpøl faa Skridt foran Rougin, saa hans fine, hvide Uniform blev overstænket fra øverst til nederst. Paa dette Tidspunkt hylede hele Fangekolonien af Grin. Tre, fire Hundrede Mand glemte i nogle Øjeblikke alle deres Trængsler, Sygdom, Sult og Lænker — og al Respekt for Fangelejrens strænge Reglement og Disciplin.
Rougin for løs paa et Par af de nærmeststaaende Fanger og ruskede rasende i dem, men det var fuldstændig virkningsløst. De grinede videre med hele Kroppen uden at bekymre sig om de Trusler, Betjenten fremstammede. Stadig slog nye Latterbrøl sammen over hans rødhaarede Hovede. Det var først, da Kommandanten, der ogsaa havde maattet overgive sig, tog sig sammen og tordnede: „Silence!“ at der blev Stilhed i Geleddet. Resten af Oplæsningen blev strøget for den Dag, og der blev kommanderet: „Træd af!“
Kommandanten forsøgte at se barsk ud, da han brølede „Skrup af!“ til os, men da han drejede sig rundt og marcherede afsted, kunde man paa hans brede Ryg se, hvorledes det endnu længe gibbede i ham af Grin. Det blev Rougins sidste Appel. Allerede samme Dag blev han forflyttet og anbragt paa et af Kontorerne, hvor han i Fred og Ro kunde sidde og pille Næse og bide Negle.