Madame D'Ora

Nøjagtig historieskrivning har denne bog altså ikke kunnet blive.

Hun syntes dunkelt hun skulle kende dem allesammen – en grå gammel herre med en latterlig honnet mine forekom det hende, hun havde set i sin barndom i Bretagne; flere andre hoveder, der dukkede frem, var hende jo underlig bekendt fra steder, hun ikke mere kunne huske rundt om i verden. En overmåde svær dame, der gispede og var skoldet i ansigtet af varme, havde hun mødt mange gange i meget forskellige lande. Var det på tilskuerpladsen, var det nede i publikum, hun havde set dem før, disse personer, der alle gjorde et eller andet vanskabt indtryk, og hvis kommen frem virkede umiddelbart fornærmende? Pludselig slår det madame D’Ora, at det jo er almindelige mennesker, typer af gennemsnittet, og da føler hun en stor medlidenhed blandet med skræk for at blive væltet omkuld og gået hen over – alt dog kun som en dunkel stemning af uhygge, der jager gennem hendes ryg og får en afsmag til at stige i svælget. Det er dem, der skriver anonyme breve, tænker hun. Hun sammenfatter dette dusin hverdagsmennesker i et blik, som gjaldt det hendes liv, og hun ser med ynk, hvor de er slidte og syge, hvor noget i selve deres hovedform taler om åndelig nød, om underernæring i generationer, hvor deres eksalterede øjne savner levende blik. Hun føler sig dybt foruroliget.

Tre-fire uger efter var Edmund Halls navn atter oppe i avisernes søndagsnumre sammen med vældige illustrationer og mere eller mindre autentiske interviews, af hvis temmelig forvirrede oplysninger det fremgik, at den berømte videnskabsmand nu helt og holdent havde kastet sig over studiet af moderne spiritualisme. Et blad så’ sig endogså i stand til at bringe billedet af en kvindelig ånd, der var kommet frem under seancerne. Alle bladene lovede yderligere store efterretninger, men næste dag og de følgende dage havde de intet, og dermed var sagen ikke mere. Edmund Hall havde taget sig for at spærre sine døre for alle reportere

andet sted til en anden tid. Han ligesom ser skyggen af noget rædselsfuldt, der gik for sig under en fjærn bevidstløshed, han mærker, at en sød og sørgelig lugt har været tilstede i hans erindring, og at et navn har ringet for hans øre, fremmed men med en indre nærhed, der gør ham dødelig bange – Elly Johnso

Pludselig bliver Edmund Hall sig bevidst, at han har været »borte«. Han har ikke sovet men har ligget i en stemning af skyfjærnhed, er stivnet af at lytte til Leontines selvforglemmende syngen; han har mistet fornemmelsen af sit legeme, af selve sine nerver. Men idet han vender tilbage til sanserne, har han en i samme nu svindende efterfølelse af alle tings uvirkelighed, himlen, jorden og ham selv, og af at han har været på e

forfatterskabet: man ventede sig nok meget af denne kommende mand men fattede alligevel endnu ikke hans tankers spændvidde og dybde. Og måske var det for dristigt af ham at vælge detektivromanens populære form til at levendegøre den ham påtrængende tanke og idé: at tilværelsen er her og nu, og at udvikling kræver kamp mod menneskets hæmningsløse drifter og underegenskaber. Videnskabsmanden Edmund Hall, en moderne Faust, fristes af udødelighed og evig ungdom til at svigte det nærværende, nemlig sin videnskab og madame D’Ora, til fordel for det hinsidige: spiritistiske experimenter og »åndepigen« Eld. Fristeren, der bringer ham i ulykke, er den uhyggelige religionssvindler Evanstone, et umenneske, som under navn af fremskridt snigløber menneskeheden. – Evanstone var den fremsynede Johannes V. Jensens advarsel mod de kræfter, som bl. a. fandt frådende udløsning under nazismen, og som evigt lurer mellem os. »Madame D’Ora« er stadig en rystende aktuel bog.

Madame D’Ora« udkom i 1904 og vakte opsigt ved sine skarpt tegnede billeder af den nye verden, New York omkring århundredskiftet med de første biler, levende billeder, seancer og radioteknik; den knaldhårdt serverede boksekamp chokerede, det raffinerede spil mellem elementær spænding og kriminalistisk satire fangede folk, og angrebet på spiritismen forstod man meget vel. Men ellers var det vanskeligt for publikum at få øje på nogen idé med bogen. Måske forvirrede forordet – hvad mente forfatteren med at skrive: »hvad der står er sandt«, når man aldrig før havde hørt noget om personen Hall eller de andre? Det er muligt at publikums skuffelse dengan

Men hvad der står er sandt.