Ternet Ninja

Hmm. Saltkød,« mumlede Stewart og lukkede køleskabet. »Gad vide, om man nogensinde har prøvet at fremstille peberkød? Og må jeg spørge: Putter man egentlig ikke salt på al slags kød i verden? Hvorfor hulen skal saltkød have patent på at være salt?«
Aske nikkede ivrigt og tilføjede: »Ja, og er det ikke sært, at man KUN kan spise saltkød oven på leverpostej?«
Stewart så forbløffet ud. »Nåh, det er da ellers også meget godt oven på makrel i tomat

HEDDER …

Quang kiggede op fra symaskinen, da fabriksklokken ringede.
Alle de andre børn lagde arbejdet fra sig og rejste sig for at holde dagens eneste pause. Det var nu, man kunne få lov til at drikke lidt vand og nå på toilettet, inden klokken atter ringede. Og måske få lidt frisk luft.
Arbejdsdagen på den varme fabrik var lang, og børnene måtte kun komme ud i pausen. Da kunne de gå op på taget, der var indrettet som en lille gård. Man kunne kigge op i himlen og se det øverste af et tempels tag. Til gengæld kunne man ikke kigge ned, for muren var for høj, og man kunne ikke kravle op, for den øverste del var pyntet med knuste flasker og glasskår, der strittede op af cementen og skinnede grønt og blåt i den brændende sol. Alligevel skyndte børnene sig hen mod døren til trappen, da klokken ringede.
Fabriksforstanderen mr. Chan trådte frem foran døren, og børnene standsede. Mr. Chan var klædt i et limegrønt sæt: bukser med pressefolder og en kortærmet skjorte og så sit store, prangende guldur. Hans tilbageredte

og tog en dåse Faxe Kondi.

Jørn skulede op fra sin mad og fulgte med i Askes bevægelser. »Nå, det er måske blevet fredag, uden at jeg har lagt mærke til det?«

Aske kiggede spørgende på Jørn: »Fredag?«

»Ja, vi drikker da normalt kun sodavand om fredagen herhjemme, ikke?« Jørn tog en vådserviet fra en åben pakke midt på bordet og tørrede sirligt sine mundvige. Uden at slippe øjenkontakten et øjeblik. Det var ligesom at blive nidstirret af en spætte.

»Sune drikker da sodavand hver eneste dag,« protesterede Aske.

Jørn blev straks rød i kinderne: »Nu syne

Aske smækkede døren bag sig. Han smed sin taske i entréen. Hvor var Glenn dog bare en kæmpe idiot.

En angrebsstyrke fra specialklassen havde ligget i baghold på hjemvejen. Aske og hans ven Odysseus var kommet cyklende gennem tunnelen, da Glenn var sprunget frem med sine to kumpaner Hugin og Munin. De tre tumper havde bombarderet dem med paradisæbler. Aske og Odysseus havde trampet til i pedalerne for at komme uden for rækkevidde, men Glenn havde nået at fyre et syngende paradisæble lige i ribbenene på Aske. Det havde gjort virkelig naller.

Aske hev op i T-shirten foran spejlet i entréen. Han havde fået et turbo rødt mærke, der sved, når han rørte ved det. Store nar!

Aske smækkede døren bag sig. Han smed sin taske i entréen. Hvor var Glenn dog bare en kæmpe idiot.

En angrebsstyrke fra specialklassen havde ligget i baghold på hjemvejen. Aske og hans ven Odysseus var kommet cyklende gennem tunnelen, da Glenn var sprunget frem med sine to kumpaner Hugin og Munin. De tre tumper havde bombarderet dem med paradisæbler. Aske og Odysseus havde trampet til i pedalerne for at komme uden for rækkevidde, men Glenn havde nået at fyre et syngende paradisæble lige i ribbenene på Aske. Det havde gjort virkelig naller.

Aske hev op i T-shirten foran spejlet i entréen. Han havde fået et turbo rødt mærke, der sved, når han rørte ved det. Store nar!

En angrebsstyrke fra specialklassen havde ligget i baghold på hjemvejen.

»Værsgo søde«.
Ej, det var måske lige Joe & The Juice-agtigt nok. Folk, der sagde »søde«, havde det ofte med selv at være dumme.

KÆRE JESSICA
Aske smækkede døren bag sig. Han smed sin taske i entréen. Hvor var Glenn dog bare en kæmpe idiot.

k og fulgte så efter hr. Eberfrø.
Regnen væltede ned udenfor. Phillip Eberfrø stan

sin blege ostekrop og tungen stikkende ud