Julie Murphy

Dumplin

  • Teresa Iracema de Castro Kaarsberghar citeretfor 5 år siden
    Det er rart at snakke med en, der forstår. Det kan godt være, at Hannah ikke aner, hvordan det er, når man ikke ved, om man kan være i en stol med armlæn, eller når alle glor på en, som om man er ved at ødelægge hele bygningen, fordi gulvbrædderne knirker, når man går på dem. Det kan godt være, at hun ikke ved, hvordan det er gå ind i centret og vide, at man ikke kan passe halvfems procent af tøjet, og at det er en dårlig idé bare at overveje at gå op til en buffet, fordi en tyk person ved en buffet er en stående joke. Men hun klapper mig ikke i ryggen og siger, at jeg skal gøre det, som gør mig glad. Og det er der en form for lettelse i.
  • Teresa Iracema de Castro Kaarsberghar citeretfor 5 år siden
    Jeg slår blikket ned og lader det flakke. Jeg ved ikke, om jeg vil kunne magte folks blikke og hvisken. Selv hvis det lykkes mig at overvinde den følelse af lede, jeg får ved min krop, når han rører mig – rører mig rigtigt – så ved jeg ikke, om jeg vil kunne håndtere folks forundrede spørgsmål, når de vil høre, hvordan vi er endt med at være sammen, som om det er et eller andet mirakel, a la vand, der forvandles til vin.

    Og nu ved jeg præcis, hvordan Lucy havde det, da hun besluttede, at hun ikke kunne stige om bord på det fly til Dollywood. I alle de år har jeg troet, at hun kun stod i vejen for sig selv, og nu ved jeg, at hun ikke havde noget valg. Når ens muligheder er begrænsede til enten at sidde alene og have det elendigt eller føle sig offentligt ydmyget, har man ikke noget valg. Jeg kan ikke gå om bord på det fly.

    Mor har ret. Jeg bliver aldrig glad i den her krop. Ikke rigtigt. Jeg siger det ikke højt, men hun har ret. Jeg vil så gerne bevise, at hun tager fejl, at jeg næsten siger ja, men i stedet bider jeg i min tommelfinger og siger: »Jeg er nødt til at tænke over det.«

    For jeg kan ikke bære at sige nej til ham. Ikke endnu. Jeg vil gerne leve lidt med muligheden for det, der kunne blive. Om det så bare er et par dage.
  • Teresa Iracema de Castro Kaarsberghar citeretfor 5 år siden
    Måske har hun ret. Måske ville mit liv falde i hak, hvis jeg tabte halvtreds kilo. Tårerne vælder op i mine øjne, men jeg holder dem tilbage. Måske handler alting i sidste ende om mig og den her krop.
  • Teresa Iracema de Castro Kaarsberghar citeretfor 5 år siden
    »Måske har du ikke bemærket det, mor, men det her handler om meget mere end et åndssvagt øgenavn. Du ville aldrig sige det, men jeg ved godt, at du ikke kan holde ud, at din datter ser sådan her ud.« Jeg fægter vildt med armene.

    »Hvad snakker du om?«

    »Lad være med at spille dum. Jeg kan se det, hver gang du tænder for et vægttabsprogram, eller fortæller om din veninde, der tabte sig en hel masse på sidste mode-kur, eller når du tjekker spisekammeret, hver gang du kommer hjem for at sikre, at jeg ikke har ædt hele lortet.«
  • Teresa Iracema de Castro Kaarsberghar citeretfor 5 år siden
    Jeg mindes den aften for to år siden, da vi sad ved køkkenbordet og lod, som om jeg ikke havde hørt mor sige, at hun skulle stille op til Miss Teen. Det burde ikke have betydet noget for mig, men det gjorde det. Jeg havde begravet det øjeblik dybt inden i mig, og nu kunne jeg ikke se andet end det. I båndsløjfe. Hun var min mor. Hun boede nede for enden af gangen og havde aldrig i al den tid rakt hånden frem og givet mig samme opfordring.
  • Teresa Iracema de Castro Kaarsberghar citeretfor 5 år siden
    Men på den anden side gav Callie mig elevatorblikket. Som om jeg var afskyeligheden selv. Sandheden er, at jeg er tosset over, at jeg overhovedet fik det dårligt over det, for hvorfor skulle jeg det? Hvorfor skal jeg have det dårligt over at have lyst til at gå i poolen eller hænge ud i min badedragt? Hvorfor skal jeg føle, at jeg er nødt til at løbe ned i vandet og op igen, så folk slipper for at glo på mine blævrende lår?
  • Teresa Iracema de Castro Kaarsberghar citeretfor 5 år siden
    Hans hænder bevæger sig ned ad min nakke og hen over mine skuldre. Hans berøring sender bølger af følelser igennem mig. Ophidselse. Rædsel. Glæde. Det hele på en gang. Men så lader han fingrene glide ned ad min ryg med retning mod min talje. Jeg gisper. Det er som en kniv i ryggen. Min hjerne forråder min krop. Det, at han rører ved mig. Jeg får kvalme ved tanken om, at han rører ved min fede ryg og ved taljen, der buler ud. Jeg sammenligner mig selv med alle andre piger, han sikkert har rørt ved. Deres glatte rygge og slanke taljer.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)