Bøger
Henrik Nilaus

Klimakrigerne 1 – Økodeller og svinestreger

I første bog om Klimakrigerne møder vi hovedpersonen, Emma, og hendes venner, tvillingeparret Malthe og Mathilde. Da de i skolen hører om Greta Thunberg og hendes bedrifter, bliver Emma tændt af den hellige klima-ild, og hun inddrager sine to venner i sin nye klima-taskforce. Emma har masser af gode ideer til, hvordan man kan gøre noget godt for klimaet: Vi hører bl.a. om, hvordan hun serverer frikadeller lavet på insektmel — en ret, der får en blandet modtagelse omkring familiens spisebord. Desuden kommer Emma i clinch med sin storesøsters nye kæreste, Georg, som er søn af en svinebaron og ikke specielt optaget af klimaet. Og så bliver Emma selvfølgelig vegetar og pådutter Malthe og Mathilde også at blive det. Men selv en hellig vegetarisk klimakriger som Emma kommer til kort, når hun står over for en grill fuld af duftende grillpølser.
125 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2021
Udgivelsesår
2021
Forlag
Gyldendal
Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Citater

  • Brian Hansenhar citeretfor 4 år siden
    Det var det, jeg ikke kunne lide. Jeg skulle ikke 3-4 km ind i en skov, jeg slet ikke kendte, og hvor jeg aldrig havde været før.
    “Så det klarer du let,” lokkede Malthe.
    “Og hvad hvis jeg ikke kan finde posterne? Jeg ved jo ikke, hvordan de ser ud?”
    “De er lette at kende. De er trekantede, lavet af stof og er hvide og orange. Så sidder de på et spyd eller hænger på en gren, og så er de på størrelse med en lille bærbar,” forklarede Malthe. “Og man kan se dem på lang afstand.”
    “Men alt det der skal vi nok vise dig,” sagde Mathilde.
    “Og hvad hvis jeg farer vild?”
    “Man kan ikke fare rigtig vild,” fastslog Malthe. “Der er altid en masse andre løbere i skoven, og så spørger man bare dem.”
    Hvis jeg for vild, var jeg lidt ligeglad med, om det var rigtig vild eller forkert vild. “De første gange løber vi bare sammen,” smilede Malthe.
    De var begyndt at løbe orienteringsløb for et år siden. Både deres far og mor løb, og det var ikke første gang, de spurgte, om jeg ville med.
    Jeg havde nu ikke så meget lyst til at tænke på orienteringsløb, faktisk slet ikke. Jeg ville hellere koncentrere mig om, hvordan vi kunne få indført vegetarretter i kantinen.
    Når man skal præsentere en ide, er det en fordel at være forberedt og helst have gjort alt arbejdet først. Hvis man så samtidig har en farfar, som er frisk på det hele, så er det egentlig heller ikke så svært.
    Han ville godt hjælpe med at formulere et forslag:
    Til skolelederen
    Elevrådet foreslår, at det fremover, som forsøg, skal være muligt at købe vegetariske retter i kantinen. Det kunne være grøntsagsfrikadeller, vegetarpizzaer, tærter eller lignende. Forslaget skal ses ud fra et ønske om at vise hensyn til klimaet og som et forsøg på at mindske CO2-udledningen.
  • Brian Hansenhar citeretfor 4 år siden
    Det havde lige ringet ud efter sidste time, og vi var på vej hjem.
    “Du skal altså prøve det,” sagde Mathilde og så bedende på mig. “Det ville være så dejligt, hvis vi også gør det sammen.”
    “Men jeg ved ikke, hvordan man gør,” indvendte jeg.
    Malthe så undrende på mig. “Du ved da godt, hvordan man løber. Man sætter bare det ene ben foran det andet, og sådan bliver man ved. Og når du vil stoppe, så gør du det omvendt. Så holder du op med at sætte det ene ben foran det andet, og så står du bomstille. Nemt!”
    Jeg skubbede til ham.
    “Det er ikke særlig svært,” sagde Mathilde.
    Jeg nikkede, men jeg kunne mærke, at jeg ikke havde lyst. Der var noget ved det, jeg ikke kunne lide.
    “Det er rigtig sjovt,” sagde Malthe. “Orienteringsløb er lidt som en slags skattejagt. Ligesom dem i børnehaven og i de små klasser, og det kunne du da også lide.”
    “Er der så også slikposer, når man finder skatten?” spurgte jeg. “For det var det bedste.”
    “Du kan godt få en slikpose af mig, når du kommer i mål og har fundet alle posterne,” sagde han.
    “Man får et kort, og der er tegnet nogle poster og en rute ind, og den skal du bare følge,” forklarede Mathilde. “Det sjove er, at man både skal kunne løbe og tænke.”
    “Hvis du løber for hurtigt, så glemmer du at tænke, og tænker du for meget, så løber du for langsomt,” sagde Malthe.
    “Hvor langt er det?” spurgte jeg for bare at virke lidt interesseret.
    “Højst 3-4 km,” svarede Mathilde. “De skove, vi løber i, er aldrig så store.”

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)