Afhopperne

»Det er nu anden gang, at skæbnen river os fra hinanden. Vær ikke bange og trist, fordi jeg ikke kommer tilbage. Lær, mit barn, at se på livet som noget alvorligt. Livet er hårdt, det skåner ingen, og for hver gang det rammer, slår det ti gange mere. Væn dig til det, men lad det ikke knække dig. Beslut dig for at kæmpe. Hav mod og klare mål, så vil du vinde over livet […] Vær ikke stædig på dine holdninger, men når du indser, at noget er retfærdigt og sandt, så stå fast, og vær parat til at kæmpe og dø for det.«

I Berlin ser tallene anderledes ud, al den stund det handler om mange flere mennesker. Knap 500 østtyskere er sluppet over grænsen, mens væsentligt flere nu sidder i fængsel for at forsøge. Dertil kommer, at flere end 6.000 østtyskere er blevet anholdt for at ytre sig negativt om »foranstaltningerne af den 13. august 1961«. For Genosse Honecker, der sidder for bordenden i den stab, der styrer sikkerheden ved grænsen, skal fokus først og fremmest rettes mod grænsen, hvor der stadig kan forventes at være folk, som vil forsøge at flygte ud af landet: »Mod forrædere og grænsekrænkere skal der anvendes skydevåben. Disse foranstaltninger skal konstrueres sådan, at forbryderen kan standes indenfor en 100-meter zone.

Nyheden blev telefone

»På en måde er det en velsignelse, at man er givet evnen til at glemme.

Jeg har aldrig kendt et menneske med større integritet end ham. Han afskyede enhver løgn. Han troede på sandheden, på at fortælle sandheden, han kunne ikke engang tolerere en lille hvid løgn.

Et lille paradis. Bad er der godt nok ikke, men det får de tilbudt at tage hos Olesen Larsens datter Kristine og hendes mand Torkil Heiede, der bor kun fem minutters gang og tre sving væk.

Natten mellem den 28. og 29. juli skærer en kniv gennem presenningen på en redningsbåd på den polske kulfragter »Poznan«, der ligger til kaj i Korsør. Uden at mandskabet opdager noget, kravler en 27-årig polsk matros ud af hullet og melder sig hos toldvagten i den vestsjællandske havn.

diskuteret detaljerne. Hvad der kan vente dem efter et spring. De to små drenge har ingen anelse om, at deres forældre om et øjeblik vil gribe fat i dem og kaste sig fuldt påklædte ud i et dybt havnebassin, uden at have tænkt det igennem.

Den solrige søndag og de varme sommertemperaturer trækker mange til Gedser. Hundredvis af mennesker fylder på Stationsvejen, der fører ned til havnen og færgerne. Det er lidt ligesom ved juletid inde i byen, synes Helle. Folk overalt, og de fleste med det samme mål. I dag handler det om skibet, der snart lægger til ved kulkajen. Alle går i retning af den gamle stationsbygning og det tomme havnebassin, der ligger på den modsatte side af de store færgelejer. De er kommet for at se »østtyskeren«, eller »kajkysseren«, som den o

et stykke tid, men ellers ved han ikke helt bestemt, hvad der ellers skal ske. Han vil senere gerne forsøge at komme til England, hvor han har familie og en del venner fra sin studietid bl.a. Professor Ingold og dr. Bunton fra University College i London og flere andre – I Amerika kender han også nogle.«

Jan bliver gjort opmærksom på, at han skal forblive i arresten, indtil myndighederne er kommet frem til en afgørelse i familiens asylsag. Det er fint, svarer han. Fængslet har han stadig intet problem med. Ikke her i landet.

Dalgaard takker og kalder på en betjent, som fører Jan ud af kontoret, gennem nogle lange gange og ned til et salatfad i porten. Her bliver han sat ind i en smal boks bagi. De kører nogle få minutter, inden han bliver fulgt ad nye gange

sig til, at forretningen nok er blevet nationaliseret. Lige der står den person, de har søgt efter; lokal og sandsynligvis ikke partimedlem hos kommunisterne. Fandeme om Jan vil give op.

Måske er det det, som virker; at gå direkte og uforfærdet til sagen. Jan orker ikke flere omveje, da han kort efter får standset manden. Han fortæller, hvor de kommer fra, og s