De hængte hunde

Efter datoen på stenen at dømme var hun død kun tre dage efter hjemkomsten fra Danmark.

Beviserne lå på den harddisk og computer, som han havde bemægtiget sig i hytten ude i skoven.

De refleksive radarbevægelser mindede om en gemen tyveknægts. Han trak sin hætte op over kasketten og så sig omkring. Til højre, til venstre, bagud. Og forfra igen. Så forcerede han legende let det høje trådhegn, mens den hvide samojedespids adlød, lagde sig i en dyb skygge ved muren og gjorde sig næsten usynlig.

Han sprang og landede adræt på fødderne. Eller rettere, ikke så adræt som tidligere, konstaterede han – men dog i næsten fuld balance. Han fortsatte stedkendt hen til den nærmeste container, hvor han satte sit hjemmelavede specialhåndtag på den trekantede stump jernstang, drejede håndtaget til venstre og åbnede den tunge låge.

Første gang havde det været en martrende oplevelse. Bogstaveligt talt en grænseoverskridende indtrængen. Mentalt set en rejse i fornedrelse, der i få sekunder havde efterladt ham handlingslammet. Ydmygelsen krøb ind under hans hud som en parasit. Og den blev siddende, gnavende i nogle uger.

Siden var dén følelse forsvundet. Tilbage var kun ét rationale: Er du sulten, så æd.

Han kravlede ind over velfærdssamfundets pinlige tærskel, derind, hvor overfloden slog ham i møde som en guldskat. Den første container rummede grøntsagerne.

Han tændte sin lommelygte og begyndte at lede. Hans famlen fremkaldte altid indre erindringsbilleder af at handle i supermarkedet på en overfyldt lørdag formiddag blandt støjende børnefamilier. Nu gjorde han det igen. Bare uden indkøbsvogn og uden sit eget barn i klapsædet. Det var rene impuls-valg.

Agurker? Hvorfor ikke. Tomater? Tjah ... Salathoveder? Glimrende. Løg? Okay. Og naturligvis kartofler.

Alt sammen gled det ned i rygsækkens dyb. Det sidste var en bakke frilandschampignoner, der var tre dage for gammel.

Han kravlede ud igen, åbnede den næste container og hoppede indenfor i dybet. Kødvarer til destruktion. Datomærkningen spredte pest i mørket, men den bekymrede ham ikke. Man skulle bare huske at være særlig forsigtig med kød. Han samlede op, vendte og drejede varerne i skæret af lyskeglen, vendte tommelen op – eller ned. I morgen aften skulle han – tilsyneladende – have hakkebøf. Med bløde løg ved nærmere eftertanke.

Han stjal og åd gladelig dét, ingen andre danskere ville drømme om