siger han.
”På hvad?”
Han svarer ikke, så jeg ruller over og kigger ned på ham. Han ligger på ryggen med armen over øjnene.
”På selskab,” siger han.
Jeg trækker rødmende hovedet tilbage. ”Håbløst romantisk,” siger jeg.
”Ja, ja.”
Vi bliver tavse. Over os hvirvler viften langsomt varm luft rundt i rummet. Gennem døren kan jeg høre elevatoren ringe og den dæmpede snak fra folk, der går forbi.
For et par dage siden virkede det, som om en enkelt dag udenfor ville være nok, men nu hvor jeg har prøvet det, vil jeg have mere. Jeg er ikke sikker på, at en evighed ville række.
”Ja,” siger Olly lidt senere. ”Jeg er nervøs.”
”Hvorfor?”
Han trækker vejret dybt ind, men jeg hører ham ikke puste ud. ”Jeg har aldrig haft samme følelser for andre, som jeg har for dig.” Han siger det ikke stille. Tværtimod siger han det højt og hurtigt, som om ordene længe har ventet på at komme væltende ud