Kannibalens lov

dem til at flakse som møl om et lys

Det er begyndelsen på et manifest. Kannibalens manifest. Tupi er en indianerstamme, og dét,“ forklarer Holbrandt, „dét er Shakespeare i ødemarken. Bortset fra at Shakespeare spiste engelsk sauce, mens tupi spiste mennesker.“

„Skriver du på et manifest?“

Holbrandt griner igen. „Nej, det ville være løgn at sige. Det er skrevet af Oswald de Andrade, Brasiliens Shakespeare.“ Han citerer manifestet:

„Det eneste, der har min interesse, er det, som ikke er mit.“ Så ser han mig direkte i øjnene. Hans blik er gravalvorligt. „Det er den vigtigste lov, du må lære at kende, hvis du vil overleve i Brasilien. Kannibalens lov. Alle kæmper for at få det, de ikke har. Begæret er det eneste, du kan være sikker på, det er det, der gør os til mennesker. ’Menneskets lov, kannibalens lov’. Sådan lyder manifestet. Og det er sandheden – det, som forener os, er, at alle mennesker er lige begærlige, begæret gør os lige: kød, blod, hud, hår. Æd eller bliv ædt.“

Nede på gaden er byen ved at vågne, morgentrafikken blander sig med klangen af stemmer

Så, pludselig, åbner skoven sig i en lysning, en åben plads. Her ligger en gammel ruin, et kloster måske. Søjlerne er overgroet med vedbend, stenene er gået i forening med det grønne, som for at holde på en hemmelighed.

Jeg skeler til Holbrandt, som gør en affejende bevægelse med hånden.

lægger jeg nakken tilbage og stirrer op og mærker bygningen svimle ind over mig.

Undskyld,“ hulker han med tårer i øjnene. „Du skulle have set dig selv

Jeg kender Brasiliens hjerte,“ sagde han. „De færreste kender Brasiliens hjerte. I det indre Brasilien, tæt på ækvator, findes en kolossal, tør højslette, som kaldes Sertão

Oswald de Andrade“. Den berømte digter, som Holbrandt så ofte talte om. En iskold vind går gennem mig, og jeg kan næsten høre Holbrandt recitere „Kannibalens manifest“

Emílio Garrastazu Médici, landets præsident