Døden På Museet

Han havde talt mildt til de opskræmte dyr, havde fået dem ind i anhængeren med engleblid tålmodighed, og da han til sidst vendte sig om mod Romilly med en høflig forespørgsel til hendes middagsplaner for den pågældende aften, var hun solgt til stanglakrids.

ville ikke have troet, du var typen

hvide Fiat 500 og kommer hjem klokken seks om aftenen, lige når Danforth er i fuld gang med aftenens fodring. Ofte går hun ud igen om aftenen, efter sigende for at “netværke” til forskellige fester i kunstneriske kredse. Danforth spiser som regel aftensmad sammen med staldknægtene. Når Romilly er hjemme, spiser hun foran fjernsynet sammen med Randolph. Hun kommer langt bedre ud af det med Randolph, end Danforth gør. “Han tager bare en pause,” siger hun, når han bringer deres eneste søn på bane. “En pause? Han er sgu da ikke skuespiller.” “Det bliver han måske,” parerer Romilly. “Han overvejer at tage et kursus.” Så tramper Danforth ud til hestene, fuld af væmmelse. Et kursus er bare et andet ord for “arbejdsløs” efter hans mening.
Så Romilly er ude at diskutere franske film eller italiensk vin et sted (Danforths forestilling om disse begivenheder baserer sig på de blade, hans barnepige læste i 1950’erne), og Danforth vender og drejer sig i den ældgamle dobbeltseng, der engang har været hans forældres. Han står op, går på toilettet, drikker noget vand, prøver at recitere stamtavler i hovedet. Huset er stille; en gang imellem kan han høre et tramp eller et vrinsk fra

nat.
“Fik du noget

den blonde akrylpels og glasøjnene. Hvorfor en abe? Hvorfor

“Nå, men du vil gerne vide noget om biskop Augustin,” siger Janet.

“Kan jeg give dig et lift?” Ruth havde ikke tænkt på, at Cathbad ikke er kommet i bil. Han kører sjældent bil. Han har en, men det er det

jeg var syg. Jeg var på gravens rand, er det ikke rigtigt, skat?” appellerer Nelson til en forbipasserende sygeplejerske.
“Det hører jeg,” siger hun og glatter hans dyne. “De havde helt opgivet ham henne på Intensiv.”
“Én på opleveren,” siger Cathbad, da sygeplejersken er gået videre.
“Jeg kan slet ikke huske noget af det,” siger Nelson. “Men jeg havde de mest besynderlige drømme. Du var med i nogle af dem.”
“Jeg ved det,” siger Cathbad.
“Hvad mener du med, at du ved det?” siger Nelson. Han havde nær glemt, hvor sindsoprivende irriterende Cathbad kan være.
Cathbad læner sig frem. Det går op for Nelson, at han ser træt og ikke særlig glad ud, men han har stadig masser af sin gamle kraft tilbage.
“Jeg ved, hvad der var galt med

eget navn. For ordinært og bibelsk. Måske skulle jeg skifte navn.”
“Nej,” siger Janet med bestemt mine. “Ruth Galloway passer godt til dig. Jeg kan forstå, du er ven med Cathbad? Endnu en, der har skiftet navn.”
“Ja,” siger Ruth, “jeg kan aldrig få mig selv til at tænke på ham som Michael.”
“Mmm, men Michael var ærkeengel,” siger Janet. “En temmelig ambivalent skikkelse.”
Ambivalent på hvilken måde, tænker Ruth. Engle er selvfølgelig berømte for at være kønsligt ambivalente, og Lucifer var en engel, før han gik over til den mørke side. Igen er grænsen mellem helgener og syndere ret sløret.
“Nå, men du vil gerne vide noget om biskop Augustin,” siger Janet. “Han er månedens popstjerne hos jer arkæologer. Jeg ville gerne have været med til åbningen af kisten. Jeg tog hen til det første arrangement, men det blev aflyst. De ville ikke lade mig komme med til det andet; de sagde, det blev holdt under private former.”
“Du ville have nydt det,” siger Ruth. Hun forklarer kort Janet om sin opdagelse. Den går rent ind. Janet gisper og slår hånden for munden. “Åh gud! Det fatter jeg ikke.”
“Gør du ikke?” spørger Ruth, temmelig skuffet.
“Nå jo, det gør jeg vel.” Janet er ved at komme sig. “Augustin er en fascinerende skikkelse, men der er nogle huller i hans biografi. Eller: hendes biografi. Du godeste! Af alle mennesker burde jeg ikke hænge mig i personlige pronominer.”
“Hvad ved vi om biskoppen?” spørger Ruth taktfuldt og drikker det sidste af sin (meget lækre) kaffe. Cafeteriet er faktisk et yderst behageligt sted. Glas og poleret træ og meget

Elginistkonferencen bliver afholdt i et kvækerforsamlingshus i Great Yarmouth. Ruth har hidtil mere eller mindre undgået Yar-mouth, fordi hun har opfattet byen som en slags østkystudgave af
Blackpool, fuld