obduktionsrapporten, så jeg må blive dig svar skyldig. Om et par timer vil jeg tro, at vi har den. Måske først i morgen.”
“I tror, det var mord, ikke?”
“Eller drab. Det er vel det mest sandsynlige.”
“Hvad er forskellen?”
“Mord er forsætligt. Drab kan være et uheld.”
“Og hvad tror du mest på?”
“Jeg tror af princip ikke noget, før jeg har hørt, hvad retsmedicineren har at sige.”
“Hvad er det så, vi skal tale om … hvis det ikke er min mors død?”
“Du sagde i formiddag, at jeres forhold var … kompliceret, tror jeg, du kaldte det.”
“Og det er ikke løgn.” Hendes øjne blev blanke. “Åh, det lyder så hårdt nu, hvor hun er … Men det var jo sådan … Jeg var aldrig rigtig god nok til hende.”
“Hvad mener du?”
“Åh … Hun … Hvordan skal jeg forklare det? … Min mor var altid den dygtige i familien. Det var hende, der kunne alt, havde læst alt, vidste alt om alle de forfattere, du kan nævne … Også mange flere end min far, selv om det var ham, der var deres kollega. Hun var akademikeren; den eneste af dem, der kunne tjene penge, og folk i hele bogbranchen havde enorm respekt for hende …”
“Jeg har da ikke indtryk af, at din far ligefrem lider af mangel på respekt.”
“Næh, han er meget anset. Har vel fået alle de priser og legater og medaljer, man sådan kan få, bortset fra Nobelprisen. Den er han til gengæld lidt fornærmet over aldrig at have fået – i fuld alvor.” Hun smilede skævt. “Hans ego fejler i hvert fald ingenting.”
“Alligevel siger du, at det var din mor, der var