Et jeg uden kerne? Et jeg der skifter ham?
I de første kunst— og modernisme-essays i "‘Nielsen‘ og den hvide verden" (1968) foregriber forfatteren og kulturkritikeren Hans-Jørgen Nielsen den senere postmodernisme med sit eget berømte begreb “attituderelativisme”.
Længe inden opkomsten af de sociale medier peger Nielsen menneskets kommunikation som en aktiv (med)spiller i identiteten: I stedet for at se et mennesket som født med en indre væsenskerne pegede han på verden som et åbent mulighedsfelt, hvor roller og værdier spilles af mennesket selv.
Hans-Jørgen Nielsen (1941–1991) hørte som forfatter, kritiker og vidtfavnende kulturdebattør til de mest fremtrædende her i landet. Helt fra sin debut med gendigtninger af japanske haiku-digte i 1963, placerede han sig som repræsentant for en modernisme, som prioriterede selve det sproglige materiale over det fortællende og billeddannende. Mest kendt blev Nielsen dog for sin ‘attituderelativisme‘: Mennesket er ifølge Nielsen uden entydig identitet, men råder over mange sidestillede identiteter og roller, det gennemspiller i sit liv. Dette kommer tydeligt til udtryk i hans forfatterpersonaer og det brede forfatterskab, der råder over digte, essays og romaner.