Vinter ved daggry

En beretning om en gruppe unge militssoldater. Midt i Europa, i begyndelsen af 1990'erne. Et mareridt, der starter igen … «Vi levede ikke længere med nogen frygt for straf eller repressalier, der var ikke mere noget der kunne true os. Ikke fordi vi var blevet modige, det var ikke derfor vi havde overskredet en grænse i os selv. Mere fordi vi var blevet ligeglade. Fuldstændig ligeglade med vores liv og overlevelse… Levende døde, der bare ved inertiens lov forsatte i livet, uden normer, uden etik, uden tabuer.» Historien kan indtræffe for hvem som helst, hvor som helst og i en hvilken som helst krig. Den har noget af den djævelske fabel over sig, og samtidig ligner den en realitet, der er lige så virkelig som den er uudholdelig. Z.s rejse til helvedes porte fortæller koldt og anatomisk om den bane som leder mennesket til at blive bøddel når det overmandes af ligegyldighed og uden bekymring mister sansen for det normale – kun for at tilintetgøre andre og sig selv. LES INROCKUPTIBLES, Frankrig Man må gå ind i dette mareridt hvor denne rolige og tilbageholdte fortælling mangedobler rædslerne. Den viser hvordan magtens sprog udvikler sig og retfærdiggør de mest afskyelige handlinger. Den undersøger frygten, autoriteten, dødens – og mordets anatomi. Forfatteren beskriver trin for trin den ubevidste udvikling hos et menneske, der er underkastet et autoritært system, og hvorledes dette menneske ændrer sig til at blive en morder og mister forbindelsen til sig selv. LIRE, Frankrig Det der gør Eriksens beretning, der snarere fremføres som en undrende selvanalyse end som et skriftemål, så spændende, er de uforudsete intermezzoer – genkendelsen af en ungdomsven, den overordnedes kun alt for forståelige overanstrengelse – der chokagtigt anskueliggør at ofre såvel som gerningsmænd er individer. FRANKFURTER ALLGEMEINE, Tyskland