“Der findes ingen mordere,” sagde jeg. “Der er kun blikkenslagere og butiksindehavere og jurister, som slår folk ihjel. De er hver for sig helt normale, lige til de trykker på aftrækkeren. Mere behøver man ikke for at udkæmpe en krig. Masser af almindelige mennesker, der kan dræbe masser af andre almindelige mennesker. Intet kunne være lettere.”
“Og det gør det så rigtigt?”
“Nej. Men det er sådan, det er.”
Det svarede hun ikke på, og et stykke tid gik vi i tavshed, som om den overnaturligt tavse skov havde øvet en eller anden indflydelse på os. Der var kun en let brise i trætoppene og lyden af grene og kviste, der knækkede under vores fødder, til at minde os om, hvor vi befandt os. Men da vi kom ud på den anden side af træbevoksningen, stod vi pludselig over for endnu et trådhegn. Det var omkring 200 meter langt, og inde bagved lå der et antal midlertidigt udseende træbygninger. I hver sin ende af trådhegnet var der bygget vagttårne, men heldigvis for os var de ikke bemandede. Lejren, eller hvad det nu var, så forladt ud. Jeg fandt bidetangen frem igen.
“Melville kaldte det her sted for Dulce,” sagde jeg og klippede først ét stykke af den lille skottes galvaniserede ståltråd, derpå et andet.
“Måske er det en eller andens forestilling om en vits,” sagde Anna. “Der er da ikke noget sødt ved det.”
“Mit gæt er, at det er her, de har holdt illegale jødiske immigranter som din tante og onkel og Isabel Pekermans søstre indespærret. Det er i hvert fald den antagelse, jeg har arbejdet ud fra.”
Vi dukkede os og trådte ind gennem hullet i hegnet til lejren.
Jeg talte fem vagttårne – et i hvert hjørne af det omgivende hegn plus et femte midt i lejren, hvorfra man kunne overskue en slags nedgravet passage, der tilsyneladende forbandt de forskellige aflange træbarakker indbyrdes. I nærheden af hovedporten lå der en lille vagtbygning. En vej førte ind i lejren fra hovedporten, og den endte på noget, der lignede en paradeplads. Midt på paradepladsen stod der en tom flagstang. Nærmest det sted i hegnet, hvor vi var trængt ind, lå der en stor hovedbygning. Vi kiggede ind ad de støvede vinduer. Der var borde, stole, en gammel radio,