Riverdale 1: Dagen før dagen

påklistrede smil der i virkeligheden

Nå ja, selvfølgelig. Cool.” Han kørte tænksomt en hånd gennem håret.

Jeg anede ikke, hvad der fik mig til at sige det, jeg sagde. Jeg havde overvejet det i ugevis – ja, jeg havde jo for fanden tænkt på det, da jeg slog øjnene op samme morgen. Men mit forhold til Archie virkede simpelthen for kuld

og at alle, også ganske almindelige mennesker, ligner stjerner og måske faktisk bliver stjerner en dag. Jeg følte mig stadig som den lille pige fra landet, der var kommet til storbyen, og hvordan skulle jeg egentlig også kunne andet? Bogstavelig talt alt mit tøj havde en eller anden form for lyserødt blomstertryk. Jeg kunne lige så godt have skrevet TURIST i panden … eller ALIEN. Men jeg begyndte så småt at vænne mig til byens rytme, og selv om jeg følte mig fremmed, følte jeg mig samtidig godt tilpas der.

Polly blev ved med at sms’e og spørge til fyrene i LA, og jeg blev ved med at svare det samme: Fyre lægger aldrig rigtig mærke til mig. Jeg er ”hende den søde”. Naboens datter. Og den eneste fyr, jeg nogensinde har ønsket skulle lægge mærke til mig, elsker mig allerede … men nok ikke på den måde, jeg godt kunne tænke mig. For ham er jeg naboens datter.

(Jeg er ikke 100 procent sikker på, hvordan han har det med mig. Jeg har aldrig turdet spørge).

Det var altså fredag, det var sommer, og Rebecca havde bedt mig hente sushi (makiruller med tempurarejer og brune ris, ekstra spicy mayo ved siden af og en hijiki-salat – jeg havde allerede lært hendes bestilling udenad). Men selv om jeg havde ringet i forvejen, sagde indehaveren, at det ville tage lidt tid, så jeg tog min bog (min yndlings, Blå, blå øjne, selvfølgelig) og satte mig på græsset i