Martina var en almindelig teenager i en hyggelig provinsby. Men efter få måneder i Svendborgs narkotika-miljø dør den 16-årige pige af en overdosis heroin, som vennen har givet hende i halspulsåren. Sagen bliver omtalt i alle landets aviser, men hvad er baggrunden? Hvordan kan sådan noget ske?
Martinas mor, Lilian Hoffmann, har skrevet bogen MARTINA for at forsøge at finde svar på de spørgsmål.
I bogen fortæller Lilian om Martinas harmoniske barndom og om ungdommen, der pludselig ændrer karakter, da hun som 15-årig får smag for at gå i byen og forelsker sig i en ældre fyr fra Svendborgs narko-miljø. Inden længe er Martinas forældre klar over, at deres datter er ude på et skråplan. Hun ryger hash, pjækker fra skole og er pludselig ligeglad med alle sine gamle interesser. Trods forældrenes ihærdige indsats lykkes det ikke at redde Martina. Den 14. maj 1991 dør hun i en snusket lejlighed.
Lilian Hoffmann debuterede som forfatter med den personlige beretning MARTINA (1992) om hendes 16-årige datters alt for tidlige død. Siden har hun skrevet ungdomsromanenerne ENGLESTØV (1996), EUFORIA (2015) og HESTEPIGERNE (2018).