Efter tre års pause med lyrikken er Nikolaj Zeuthen tilbage med en større samling såkaldte «viceværtsdigte».
Der er tale om en omgang uforfalsket knækprosa hvor forfatterens viceværtsarbejde står som tyngdepunkt for små observationer og historier. Vi lærer om fejeteknikker, ukrudtsbekæmpelse og systemer og mærker inden for gulvvask. Da der skal anlægges en ny græsplæne i gården bliver det især dramatisk. Det er i bogens sidste afsnit: «Forår».
Bogen kan læses som en alternativ fagbog, men også som dagbogsoptegnelser hvor livet i og omkring en andelsforening er i fokus.
Det er endnu en ristet rune for det prekariat som også blev beskrevet i Zeuthens roman Buemundet Guitarfisk.
Forfatteren selv kalder viceværtsdigtene for et «ambient værk»: På godt og ondt et lyrikkens svar på den type elektroniske album hvor kunstneren simpelthen bare falder i søvn henover keyboardet.
