Mørkets hjerte

I ved at jeg hader, afskyr og væmmes ved løgn, ikke fordi jeg er ærligere end resten af os, men simpelthen fordi det skræmmer mig. Der er et strejf af død, en bismag af livets korthed i en løgn – og det er netop det, jeg hader og afskyr ved verden – det jeg helst vil glemme. Det gør mig syg og forstemt, ligesom det ville gøre at bide i noget råddent. Det er vel mit temperament. N

Nej, det er umuligt; det er umuligt at gengive livsfornemmelsen fra en bestemt epoke i ens tilværelse – det, der skaber dens sandhed, dens mening – dens subtile og altgennemtrængende væsen. Det er umuligt. Vi lever, som vi drømmer – alene ...«

Livet er noget løjerligt noget – dette gådefulde arrangement af nådesløs logik med et nytteløst formål. Det bedste man kan håbe at få ud af det er lidt viden om sig selv – der kommer for sent – en høst af uudslukkelig anger.

Der er et strejf af død, en bismag af livets korthed i en løgn

Det er sært, hvor lidt føling kvinder har med sandheden! De lever i deres egen verden, og der har aldrig været og vil aldrig blive noget der ligner den. Den er i det hele taget alt for smuk, og hvis de skulle virkeliggøre den, ville den gå i spåner før den første solnedgang. En eller anden forbandet kendsgerning, som vi mænd har levet velfornøjet med siden tidernes morgen, ville springe frem og vælte det hele.

Man kan ikke indånde død flodhest dag og nat og mens man spiser, og samtidig bevare sit spinkle greb om tilværelsen.

‘Han drog mennesker til sig med det der var det bedste i dem.’

Jeg har kæmpet med døden. Det er den mindst spændende brydekamp man kan forestille sig. Den finder sted i en uhåndgribelig gråhed uden noget fodfæste, uden noget omkring én, uden tilskuere, uden tilråb, uden ære, uden den store trang til sejr, uden den store frygt for nederlag, i en sygelig atmosfære af lunken skepsis, uden megen tro på ens egen ret og endnu mindre på modstanderens.

– dette gådefulde arrangement af nådesløs logik med et nytteløst formål.