Efter en total skolefiasko blev Palle Lauring sendt til seminariet i Haderslev, dengang et af landets førende. Overgangen var brat, fra et stort hovedstadshjem med mange mennesker til et lille kammer og ensomheden i en dengang fjern købstad. Men Sønderjylland ti år efter genforeningen blev også en uventet, lærerig oplevelse.
Bøger og læsning var stadig noget centralt, og et par dygtige og levende lærere — samt Palle Laurings allerede dengang engagerede nysgerrighed og videbegærlighed — åbnede nye veje, alle vegne hen. Verden oplevedes også på rejser til Lappland og på en stipendierejse til Venedig, Rom, Genève og Paris.
Og så blev Lauring i Haderslev for første gang i sit liv forelsket, og her traf han sin senere kone.
De stiftede hjem og fik børn, og han blev lærer i København — uden glødende følelse for sit kald. Skolen i 1930’erne var en anden verden end i dag, og Lauring tegner en række levende portrætter af „skolens mænd og kvinder".
Lauring var ikke aktiv under besættelsen, men som altid fulgte han med i, hvad der skete omkring ham, og uden „skyldfølelse" gav det ham et ledemotiv til de første bøger, han fik udgivet.
