Alice White lever en sorgløs tilværelse på sit gyldne slot, og hendes liv er hidtil forløbet som en eventyrprinsesses, uden bekymring og tanke om verden udenfor. Alice er den fødte kunstnerinde og en dygtig og talentfuld musiker, som holder overdådige fester for hele egnens ungdom. Men nyder alle disse unge mennesker hendes klaverspil, eller vil de i virkeligheden hellere underholdes af byens og natklubbens mange fristelser?
Da Alice White en aften overhører to unge mænds samtale om hende, bestemmer hun sig for at bryde med sin isolerede tilværelse i millionernes skygge. Hun vil smage på livet, som det virkelig er og opleve byens mange muligheder!
FLUGTEN FRA MILLIONEN er historien om den unge Alice White og hendes rejse og udvikling fra ung, naiv pige til voksen og ansvarsbevidst kvinde.
Anne Lykke er pseudonym for forfatter og journalist Niels Meyn (1891–1957). Under navnet Anne Lykke har forfatteren udgivet en række børne— og ungdomsbøger til piger, hvoraf mange udkom som en del af børnebogsserien Aladdin-Bøgerne. Niels Meyn skrev under adskillige pseudonymer og debuterede som forfatter i 1911 med bogen MED LUFTSKIB TIL MARS. Meyns forfatterskab omfatter, foruden børne— og ungdomsbøger, også krimier, dyrebøger og noveller, hvoraf flere udkom i ugebladet Hjemmet.