Til fyret

Hendes egen opfattelse af ham var helt grotesk, det var Lily godt klar over, mens hun pirkede til vejbreden med penslen. Halvdelen af éns forestillinger om andre mennesker var, når alt kom til alt, groteske. De tjente éns egne private formål.

At forfølge sandheden med en så forbløffende mangel på hensyntagen til andre menneskers følelser, at flænse det tynde gevandt af høflighed så unødigt, så brutalt, var for hende en så grufuld krænkelse af menneskelig velanstændighed, at hun uden at svare, lamslået og blændet, bøjede hovedet som for at lade denne kaskade af piskende hagl, denne skylle af snavset vand oversprøjte sig uden protester. Der var ikke noget at sige.

En berøring til, og de brister,« hendes øjne sagde det, og selvfølgelig måtte Lily Briscoe for ethundredeoghalvtredsindstyvende gang afstå fra eksperimentet – hvad vil der ske, hvis man ikke er sød mod den unge mand dér – og være sød.

Mr. Tansley løftede en hammer, svang den højt i luften, men indså, idet den faldt, at han ikke kunne knuse den sommerfugl med et instrument som dette, og sagde blot, at han aldrig i sit liv havde været søsyg. Men i den ene sætning lå tætpakket, som krudt, at hans bedstefar var fisker; hans far var apoteker; at han havde arbejdet sig op udelukkende ved egen hjælp; at han var stolt af det, at han var Charles Tansley – noget, ingen her åbenbart havde forstået; men en skønne dag ville hvert eneste menneske vide det. Han så sammenbidt frem for sig. Han fik næsten medlidenhed med disse blide, kultiverede mennesker, som en skønne dag ville blive sprængt i luften, himmelhøjt som uldballer og æblekærrer, af det krudt, der var i ham.

I det øjeblik sagde han: »Nydeligt«, for at glæde hende, og foregav at beundre blomsterne. Men hun vidste udmærket, at han ikke beundrede dem eller blot var klar over, at de var der. Det var kun for at glæde hende ...

Hvad betød det alt sammen.

Nej, tænkte hun, og samlede nogle af de billeder, han havde klippet ud – et isskab, en plæneklipper, en herre i kjole og hvidt – børn glemmer aldrig. Derfor var det så vigtigt, hvad man sagde, og hvad man gjorde, og det var en lettelse, når de gik i seng. For nu behøvede hun ikke tænke på nogen. Hun kunne være sig selv, alene med sig selv. Og det var det, hun nu følte trang til – at tænke; ja, ikke engang tænke. Være stille, være alene. Al denne gøren og laden, udadvendt, brillant, ordrig – forduftede; og man skrumpede ind, med en følelse af højtid, til at være sig selv, en kileformet kerne af mørke, noget for andre usynligt. Selv om hun blev ved med at strikke, og sad ret op og ned, var det sådan, hun følte sig selv; og dette selv, som havde kastet sine fortøjninger af sig, var fri til de mærkeligste eventyr. Da livet et øjeblik sank tilbage, forekom spillerummet for oplevelser grænseløst. Og for alle var der altid denne fornemmelse af ubegrænsede ressourcer, formodede hun; den ene efter den anden, hun, Lily, Augustus Carmichael, måtte føle, at vor ydre fremtoning, de ting, hvorpå man genkender os, blot er noget barnligt. Bag den er der helt mørkt, helt vidtstrakt, ufattelig dybt; men nu og da stiger vi op til overfladen, og det er dér, man ser os.

Eftersom han allerede i en alder af seks år tilhørte den ædle race, som ikke kan holde den ene følelse adskilt fra den anden, men skal og må lade fremtidsudsigterne med deres glæder og sorger kaste skygge over det, som sker her og nu, eftersom enhver drejning i sanseindtrykkenes hjul for sådanne mennesker allerede i den tidligste barndom har magt til at krystallisere og fastnagle det øjeblik, hvorpå dets skygge eller stråleglans falder, så forlenede James Ramsay, som sad på gulvet og klippede billeder ud af det illustrerede postordrekatalog fra The Army and Navy Stores, billedet af et isskab med en overjordisk lyksalighed, alt imens hans mor talte.

Straks var det, som om Mrs. Ramsay foldede sig sammen, det ene kronblad lukkede sig om det andet, og hele stoffet faldt sammen i udmattelse, så at hun kun havde kræfter til at bevæge sin finger, mens hun ny

men ikke mindst hadede han denne klirren og skramlen i faderens følelser, som dirrede om dem og forstyrrede det perfekte og ligefremme velvære i hans forhold til moderen