Sorte sø

Birthe og Svend Aage stod ved døren og tog imod, de gav hånd, og Thor sagde, – Det var pænt af jer at invitere os. Vi er kede af det på jeres vegne.
Birthe lod til at være den, der havde mest overskud. – Det manglede bare. Det var rart at se jer.
Svend Aage sagde ikke noget, men trykkede hans hånd fast i nogle sekunder, som om den store mand kun kunne kommunikere på den måde i dag.
De tog en kop kaffe og en tallerken med en mad og stillede sig ved et af vinduerne ud mod hovedgaden. Jette Lokk kom hen til dem sammen med en tynd pige.
Hun sagde, – Jeg fortalte lige Lea, at det er jer fra politiet.
Anita gav hånd til begge kvinderne. – Det er en trist dag for jer.
Jette Lokk sagde, – Ja, vi ved jo ikke rigtig, hvad der er sket.
Thor sagde, – I havde ikke så meget kontakt med Jens, kan jeg forstå.
– Nej, sagde hun. – Desværre. Ja, Lea og jeg bor i Aarhus. Vi vidste godt, at Jens var rejst fra Vorup, men vi vidste ikke, hvor han var.
– Og du hørte heller ikke fra ham? sagde Thor og så på Lea. Hun var en køn pige, men alt for tynd. Hun lignede ikke sin mor.

Han fortalte meget indlevet om, hvordan Vaughan Williams og hans kammerater som unge havde kæmpet i første verdenskrig, og hvordan Vaughan Williams var den eneste af seks kammerater, som var vendt tilbage fra krigen, og havde skrevet den femte symfoni til minde om sine døde venner.

tiden været mit indtryk, at han havde udskiftet sine soldaterrutiner med nogle andre. Jeg var nede hos

for at dø, det var ikke derfor, han lod være. Men han

De drak deres kaffe. En stor flue fløj omkring i kontoret på en vilkårlig, irriterende måde, som om den havde drukket.

Der var sket et eller andet med mænd, tænkte hun fortrydeligt. Måske var hun gammeldags indstillet. Men mænd var ikke som Helge Krag længere. Mænd – moderne mænd – var mere som Jesper. Jesper var okay, men hvor mere gammeldags typer som Krag helt åbenlyst ikke havde spor imod at være mænd, virkede moderne mænd mere, som om de helst ville blive ved med at være drenge. Også Jesper. Han trænede. Han var i form. Han kunne klatre i træer. Han havde lange fødder.

Måske ville de blinde tage anstød af at skulle holde i et reb. Måske ville de føle sig som legetøjsænder på snor.

En bleg vandrer, som talte vendelbomål, havde to dage tidligere følt sig krænket af hendes manglende vilje til at udpege stedet. Han havde brugt ordet ‘krænket’, og Line havde sagt, – Og det mener du så er noget, jeg skal tage mig af?

Det var et gammelt kollektiv, det sang på sidste vers, og det var ikke rart at tænke på det vers. Det var afdankede typer, havde hun senere forstået. Udrangerede, bedrevidende flippere, som levede i en tidslomme. De havde ikke langt hippiehår, men de sad fast i misbrug. De røg hjemmedyrket pot hele dagen, selv om de var voksne, drak vin og røg smøger, mens de talte om visioner, globalisering og bæredygtighed. Hun kunne huske en sang, som de havde sunget allerede mange år før, hun selv var blevet født. Hun kunne kun huske et af versene, men når hun kom til at tænke på det, fik hun den platte pædagogmelodi på hjernen og kunne ikke glemme den igen.

Verset lød

nok et lykketræf, at han lige faldt over dem.

– Men de stammer fra ledninger, som har været brugt?

– Sandsynligvis. De mener, at gerningsmændene har trukket kablet op på den vestlige side af Hullet og forbundet det til detonatoren der. Friis’ små bidder blå ledning er det, der er blevet klippet af, da de har afisoleret enderne for at forbinde dem med detonatoren. Efter sprængningen har de formentlig trukket så meget af kablet, som de kunne, til sig, før de fik røven med sig.

– Enkelt.

– Ja, og hvis Friis ikke havde fundet de stumper og insisteret på, at det kunne være s