Endnu ikke

Det er godt, du er til, i åndedrag og puls, dag, nat. Om du hører eller ikke hører henvendelsen er ligegyldigt. Det standser den ikke, og jeg vil ikke høre om dig eller om din vej gennem tiden, for når du dør, går lyset ud.

Jeg er en ting, og du er et menneske. Du bliver større, mens jeg bliver mindre. Det er en naturlov.

De var lammede af hinandens blikke. Tankerne stod stille. De gav sig ikke til kende.

Måske tvang fasters modløshed og utilfredshed et mod og en tilfredshed, som ellers ville være livløst, op i Mona.

Bebrejder du mig nu, at jeg er syg. Forlanger du resultater, er det hele svindel. Så er du ikke sygeplejerske. Du må godt rejse. Måske er det bedst, jeg sulter ihjel.

Sygeplejersken holdt sin plads,

Omhuen er deres forsikring mod alting. Omhu og mere omhu og mere endnu: Mit syge- og sundhedshus, hjælpe, lindre, helbrede. For hjælpens skyld, for lindringens, for helbredelsens.
Frem for alt orden og renlighed sat i system.

Hun boede nu et andet sted og indrettede i ro og mag sin dag i den endeløse række af dage med faster i det gode hus, som engang ville blive hendes.

Hun var aldrig alene bag sin låste dør. Drømmeskikkelser var hos hend

fulgte rutinerne fra morgentoilettet til godnatritualet til punkt og prikke.