Hamlet

I selve denne flamme bor en væge, en ose-tande, som fordunkler den, og intet har bestandig samme godhed, thi godhed, som har vokset sig for fyldig, dør af sin overflod. Det, vi vil gøre, bør gøres når vi vil, for dette ”vil” forandres og forsinkes og forhindres så mange gange som der findes tunger og hænder og tilfældigheder til.
Og ”bør” er så et ødselt suk, der skader imens det lindrer.

Skyld kan af egen mistro underløbes, den røber sig ved frygten for at røbes.

Hvad er et menneske, hvis al dets gavn af tiden er at sove og at æde?
Et dyr og intet mer. Han, som har skabt os med rig fornuft, tilbageblik og fremsyn, gav os da ikke disse gudegaver, forstand og evner, for at de skal mugne ubrugte i os. Enten det nu skyldes en dyrisk glemsel eller bange skrupler fra eftertanke over sagens udfald - en tanke, der jo til sin kvarte visdom altid har lagt tre fjerdedele fejhed - så ved jeg ikke, hvorfor jeg bestandig må genta for mig selv, hvad der skal gøres, når jeg har kræfter, midler, grund og vilje til selv at gøre det. Jeg blir belært af optrin, man kan ta og føle på; se blot på denne store krigerhær, der ledes af en grøn og spinkel prins, hvis ånd med himmelhøj ærgerrighed tør skære ansigt ad en ukendt skæbne og sætte skrøbelige jordeliv på spil mod lykkens lunefulde farer blot for en æggeskal. Den sande storhed er ikke ro, når striden kun er ringe, men uforfærdet kamp om selv en halmvisk, når æren krænkes. Og hvor står så jeg, hvis far er myrdet og hvis mor besudlet, så blodet og fornuften er i oprør, men som lar alting slumre, mens jeg skamfuldt ser disse tyve tusind gå i døden, marchere for en drøm, for ryets blændværk, til kamp om en plet muld, der knap kan rumme den slagmark, hvor de prøver deres sag, en jordlod, alt for ringe til at skænke de faldne hver en grav. – Bliv ærekær, min hu, og blodig – eller intet værd.
Ud.