Alt der glimter

Min første indskydelse var at grine. Jeg lignede overhovedet ikke mig selv. Mit lange, lyse hår var væk og nu formet til en stor bikube, der var viklet rundt om sig selv og fik mit hoved til at se gigantisk ud (men skjulte min udgroning). Jeg havde lysende, glimtende grøn øjenskygge på, et tykt lag sort mascara på vipperne og koralfarvede læber. Jeg lignede en korsanger i et tresserband.

Han var ekstremt smuk. Ikke på den der friske, æblekindede Windsor-måde, som kendetegnede de drenge, jeg plejede at møde, men på en mere jeg-vil-gerne-binde-dig-og-lege-med-det-her-stearinvoks-agtig måde.

Engang havde jeg langt, blondt hår og midterskilning, ligesom Gwynneth Paltrow, men så mødte jeg en sentimental fyr med nøjagtigt samme frisure til en fest. Og ikke nok med det, så dedikerede han en sang til mig på sin akustiske guitar, hvilket var en lille smule spændende, indtil han åbnede munden og lød som et harmonikasammenstød. Teksten var noget i retning af „Åh, kvinde, du flåede mit hjerte i tusind små lortebidder“. Hvilket jeg ikke var specielt imponeret over, eftersom han ligesom først lige havde mødt mig. Jeg klippede håret ganske kort tid efter.