Dette er en beretning om, hvordan syv børn voksede op i en dysfunktionel familie præget af psykisk og fysisk vold og misbrug. Hvor ensomhed og angst fyldte vores hverdag. De mest basale ting, andre tager for givet, kendte vi ikke til.
Min storesøster blev misbrugt af vores far. Hun flyttede hjemmefra, da hun var 12 år. Efter min søster flyttede, overtog jeg hendes ”opgaver” som fars elskerinde, rengøringsassistent og søskendepasser. Min søster tog sit eget liv i 1984, 30 år gammel.
I mange år var jeg meget vred på mine forældre over den opvækst, de bød os. Men efter jeg er blevet voksen, er min vrede vendt mod det system, der burde have set os og ikke mindst grebet ind.
Hvor var skolelærerne, læge og ikke mindst det børneværn, der gang på gang kom og fjernede os og hjemgav os til samme forhold. Nogen må have sovet i timen.
Uddrag af bogen
En anden episode, jeg husker, jeg har været omkring 11 år, og menuen stod på havregrød, jeg kunne godt lide havregrød, så det var ikke kræsenhed, der var problemet, men jeg var dårlig, havde mavepine og kvalme, så jeg havde ikke lyst til mad. Min far skælder mig ud og forlanger, at jeg spiser min mad, for jeg skal ikke være kræsen. Jeg spiser, og pludselig skal jeg kaste op, Jeg løber ud mod toilettet, og i den lille gang mellem køkken og badeværelset kaster jeg op på gulvet. Min far bliver afsindig rasende og tager en ske og tvangsfodrer mig med mit opkast.
Jeg har aldrig spist havregrød, siden jeg flyttede hjemmefra. Vil hellere sulte end at spise havregrød.
Om forfatteren
Lone Kristensen (f. 1956) er opvokset i København.
👎Spring denne over
