""Agter De Deres blomster så ringe, at De ville give dem til en mand, som forrådte sin egen ungdom, så beder jeg ikke om dem mere."
Hun så forundret, skuffet på ham.
«Jeg troede, De selv ønskede en forsoning," sagde hun.
«Forsoning har intet med anger at gøre, svarede han kort. «Det er altid de dårligste mennesker, som føler anger.""
Gyrithe Lemches klassiske slægtsroman “Edwardsgave” fortæller om to danske slægters storhed og fald. Værket består af fem bind, der fortæller om slægternes udvikling og mangel på samme i årene 1754 til midt i 1890‘erne. Indavl og manglende erotisk selvkontrol er begge familiers store svaghed, i takt med at de gifter sig ind i hinanden, skønt mændene har affærer til højre og venstre med dæmonisk forførende kvindeskikkelser.
Gyrithe Lemche er en af de helt store hjemstavnsforfattere, og historien i “Edwardsgave” udspiller sig omkring Furesø på Sjælland. Værket skriver sig ind i samme tradition som Herman Bangs slægtsroman «Håbløse slægter” (1880), Émile Zolas romansuite “Le Rougon-Macquart” (1871–1893) samt Thomas Manns “Huset Buddenbrook. En families forfald” (1900 — ca. 1903).
Gyrithe Lemche (1866–1945) huskes både som forfatter til en række slægtsromaner og som leder af Dansk Kvindesamfund. I sit virke som kvinderettighedsforkæmper såvel som forfatter lagde hun vægt på, at kvinden skulle blive “mandens lige uden at blive manden lig”, hvilket ikke faldt i lige god jord hos andre feminister.
