Menneske først

som tror på dem. Som ser mennesket før problemet.

det at hjælpe et andet menneske FOR meget er det samme som at fratage mennesket kompetencer.

, der en gang er sagt højt og blevet hørt, det rumsterer i hjernen på en, uanset om man så vil det eller ej.

Har jeg udvist stor nok forståelse for den andens situation?
Har jeg i høj nok grad taget højde for den andens følelsesmæssige tilstand?
Har jeg kommunikeret klart, tydeligt og respektfuldt?
Er det den andens behov at kende eventuelt mulige konsekvenser, eller er det mit behov at oplyse om dem?
Er mit udgangspunkt for denne samtale at hjælpe den anden eller at håndhæve loven i forhold til vedkommende

Det er vigtigt at huske på, hvilke grundsten man står på i hvert af de tre P’er, som står for privat, personlig og professionel.

Endelig er det godt at huske på, at vores allervigtigste opgave, som jeg ser det, i virkeligheden er at gøre os selv overflødige.

n tredje ting at være opmærksom på er, at vi altid må have positive forventninger til den anden.

Dernæst er det vigtigt at huske sig selv på, at det ikke er op til os at vurdere, om de valg, der er truffet, er gode eller mindre gode.

Først og fremmest må man være sig bevidst om, at enhver er ansvarlig for sit eget liv.

Helt fra begyndelsen har jeg været meget usentimental om de grusomme ting, Rebekka har været igennem og fortalt mig om. Jeg har haft en bevidst følelsesmæssig distance, som har haft til formål at hjælpe mig til hele tiden at være objektivt reflekterende i min søgen efter tilgange og redskaber, som ville kunne hjælpe Rebekka i de enkelte situationer.
Jeg har været opmærksom på hendes mønstre og strategier for bedre at kunne udfordre det eksisterende og hjælpe hende til at sætte andre og bedre i stedet. Jeg har gjort mig umage med at forstå Rebekkas forståelse af sig selv for derved at kunne låne hende noget af mit håb og tro på hende, når hun havde mest brug for det. Jeg har lånt hende lidt af min egen energi og styrke, når hun følte, at hendes egen ikke slog til, og på den måde har hun kæmpet sig igennem en svær og hård proces.
Jeg har stillet mig til rådighed, brugt min viden og erfaring, når den blev efterspurgt, men ikke presset noget ned i halsen på Rebekka. Hun har taget tingene i sit eget tempo. Nogle gange har udviklingen vist sig i tigerspring, andre gange i sneglefart. Hun har defineret behovet for hjælp, sparring og fælles refleksioner – ikke jeg. Nogle gange har jeg tænkt, at der var ting, hun skulle have gjort anderledes, end hun gjorde, men set i bakspejlet har hun gjort nøjagtigt det, som har givet hende den nødvendige erfaring til at kunne danne grobund for udvikling.
Hver gang Rebekka har været i tvivl om sin tillid til mig, har jeg haft is i maven. Jeg har ventet på, at hun blev klar til at fortsætte, og jeg har bekræftet hende igen og igen og igen. Jeg har fastholdt, at det helt og holdent er hendes beslutning, om hun vil leve eller ej. At ansvaret er hendes, og kun hun kunne tage kampen. Jeg har stået fast på, at jeg ville acceptere hendes valg, uanset hvilken vej det gik. Dermed viste jeg, at jeg tog hende dybt alvorligt, og med det begyndte Rebekka også selv, ganske langsomt, at tage sig selv alvorligt.