Jeg håber, jeg slipper for at dræbe, tænkte Anselmo. Når krigen er forbi, må vi på en eller anden måde gøre bod for de drab. Hvis vi ikke har nogen religion, når krigen er forbi, så tror jeg, man må sørge for en eller anden borgerlig form for bod, så vi kan blive rensede efter alle de drab – ellers finder vi aldrig den sandhed og menneskelighed, man kan bygge et liv på. Jeg ved godt, det er nødvendigt at dræbe, men det kan aldrig blive godt for et menneske at gøre det, og jeg tror, at når alt dette er overstået, og vi har vundet krigen, at så må vi gøre bod, så vi alle kan blive rensede.
Anselmo var en god mand, og hver gang han var alene i længere tid, og det var han meget ofte, grundede han over dette problem. Jeg kan ikke blive klog på Inglés, tænkte han. Han sagde, at han ikke havde noget imod det. Og han lader til at være både følsom og god. Det kan være, det ikke spiller nogen rolle for yngre mennesker. Det kan være, det stiller sig på en anden måde for udlændinge eller for folk, der ikke har haft samme religion som vi. Men jeg tror, at enhver, der gør det, efterhånden bliver rå og brutal, og jeg tror, at det er en stor synd – også når det er nødvendigt – og bagefter må vi stræbe inderligt efter at sone det.