Bogtyven

Folk bemærker kun en dags farver ved dens begyndelse og dens afslutning

“Hvad har jeg dog gjort?” hviskede han igen.
“Åh Gud, hvor ville jeg gerne have en cigaret,” svarede han. Han var løbet helt tør.

Fra et vindue i Himmelstrasse, skrev han, satte stjernerne ild til mine øjne.

Om natten, blot et par timer senere, vågnede Liesel og spekulerede af hjertens lyst. (Det var et udtryk, hun havde lært fra Drømmebæreren, som i bund og grund var Fløjterens direkte modsætning – en bog om et forældreløst barn, som ville være præst.) Hun satte sig op og sugede natteluft ind.

Hans storebror Kurt forhørte sig om, hvorvidt Rudy kunne blive meldt ind i Flieger Division, som specialiserede sig i flyvemaskiner og flyvning. For det meste byggede de modelfly, og der var ingen Franz Deutscher. Rudy accepterede det, og Tommy fulgte med. Det var den eneste gang i hans liv, at hans idiotiske opførsel gav positive resultater.

Den var ledsaget af gnister, og han lå på jorden, inden han vidste af det. Han blev slået på samme sted en gang til, og han kunne mærke øjet blive gult og blåt og sort på samme tid. Tre lag ulidelig smerte.

“Får I noget godt at spise hjemme hos jer i aften?” spurgte han.
“Jeg tvivler.”
“Heller ikke her. Det er en skam, man ikke kan spise bøger. Arthur Berg sagde noget i den retning engang. Kan du huske det?”

På Himmelstrasse bemægtigede Rudy sig bogen. Under en gadelygte læste han titlen højt og spekulerede over, hvad den handlede om.
Drømmende svarede Liesel: “Bare om en morder.”
“Ikke andet?”

På en eller anden måde var Max Vandenburg, som nu var en teenager med hårde hænder, sorte øjne og en øm tand, også lidt skuffet midt i al sorgen og tabet. Ligefrem misfornøjet. Mens han så sin onkel synke langsomt ned i sengen, besluttede han, at han aldrig ville tillade sig selv at dø på den måde.
Mandens ansigt var så fuldt af accept.

Hans Hubermanns historie lød noget i den retning. Da jeg fandt den blandt bogtyvens ord, gik det op for mig, at vi havde passeret hinanden et par gange i løbet af den periode, selv om ingen af os havde aftalt møde. Personlig havde jeg meget arbejde at passe. Hvad Hans angår, så tror jeg, han gjorde sit bedste for at undgå mig.
Første gang vi kom i nærheden af hinanden, var Hans toogtyve år gammel og kæmpede i Frankrig. Hovedparten af de unge mænd i hans deling var ivrige efter at komme i kamp. Hans var ikke så sikker. Jeg havde taget et par af dem med undervejs, men man kan sige, at jeg end ikke kom i nærheden af at røre Hans Hubermann. Enten var han for heldig, eller også fortjente han at overleve, eller også var der en god grund til, at han overlevede.