«Grønne digte» er Ole Sarvigs debut fra 1943. Første del er i anslaget harmonisk og består af drømmeagtige naturskildringer – dog med en underliggende anelse om det, der skal komme. Anden del tegner en desperat følelse af hjemløshed og isolation, som er beskrevet i et skarpt sanset og kompliceret billedsprog. Sammen med de følgende fire digtsamlinger udgør «Grønne digte» kernen i Sarvigs lyrik, og de danner en cyklus, hvor bindeleddet er forfatterens søgen efter svar på den universelle krise.
Ole Sarvig (1921–1981) var dansk forfatter og digter. Han er mest kendt for sin lyrik, men han skrev også romaner, essays og debatbøger om billedkunst m.m. Han debuterede i 1943 med digtsamlingen «Grønne digte», og digtet “Regnmaaleren” herfra er optaget i Kulturkanonen. Et hovedtema i Sarvigs forfatterskab er det moderne menneskes krisesituation og udsathed i en verden uden faste normer, hvortil den eneste løsning synes at være nåden og kærligheden i en religiøs forstand. Ole Sarvig modtog mange priser for sit forfatterskab, og fra 1972 var han medlem af Det Danske Akademi.
«Han er meget mere end lovende. I sin stærke og urolige ungdom er han en kunstner, der – uanset hvad han måtte blive til – allerede med sin første-bog har fastslået sig som et navn af vægt indenfor 1940‘ernes lyrik.” – Ejnar Thomsen
