Ringenes Herre 3

nåede vi da til den

kong Éomer af Rohan, prins Imrahil og alle de betydeligste hærførere; også Gimli og Legolas sad med ved det bord.
Men da vinen blev bragt ind efter Den stående Stilhed, kom der to pager ind for at betjene de to konger; det så i hvert fald ud til at være to pager: den ene var klædt i Minas Tirithvagtens sølv og sort og den anden i hvidt og grønt. Og Sam spekulerede på, hvad sådan nogle små drenge kunne have at gøre i en hær af vældige mænd. Så kom de nærmere, og da han kunne se dem tydeligt, udbrød

Vi må ile. Tiden er kort. Se! Gondors bauner er tændt, de kalder på hjælp. Krigen er brudt ud. Se, der er ild på Amon Dîn og flammer på Eilenach; og de breder sig hurtigt mod vest: Nardol, Erelas, Min-Rimmon, Calenhad og Halifirien ved Rohans grænser!“

befæstning. Omtrent femten hundrede fod under dem i bunden af kløften lå den indre slette, der strakte sig uden omrids, så langt de kunne se. Verdens vind blæste nu fra vest, og de store skyer blev løftet højt op og sejlede af sted mod øst, men stadig nåede kun et gråt lys til den triste Gorgorothslette. Røgen snoede sig hen ad jorden og lurede i huler, og dampen sivede ud fra revner i jorden.
Dommedagsbjerget var stadig langt borte – mindst otte-ni mil – dets fod stod i en askehob, og dets kæmpemæssige kegle nåede op til en enorm højde, så den osende top var indsvøbt i skyer. Dets flammer var tågede nu, og det stod hensunket i en glødende slummer, så truende og farligt som et sovende dyr. Bag det hang en kæmpestor skygge, der var ildevarslende som en tordensky; det var det slørede omrids af Barad-dûr, som rejste sig i det fjerne på en lang udløber af Askebjergene, der skød ned nordfra. Den mørke Magt var hensunken i dybe tanker, Øjet var vendt indad og overvejede tidender om tvivl og fare: det så et blankt sværd, et strengt og kongeligt ansigt, og for en tid ofrede det kun få tanker på andre ting, og hele den store fæstning, port ved port og tårn ved tårn, var svøbt i et rugende mørke.
Frodo og Sam stirrede i en blanding af lede og forbavselse ud over dette modbydelige land. Mellem dem og det rygende bjerg, og nord og syd for det, virkede alt ødelagt og dødt: en brændt og kvalt ørken. De spekulerede på, hvordan

Da reparationsarbejderne var blevet planlagt og sat i gang, levede han stille, skrev en masse og gik sine notater igennem.

Men netop da Sams håb døde eller så ud til at være ved at dø, blev det vendt til ny styrke. Sams jævne hobbitansigt blev strengt, næsten barskt, da viljen gjorde ham hårdere, og han følte en skælven gennem alle sine lemmer, som om han var ved at blive et væsen af sten og stål, som hverken fortvivlelse, træthed eller endeløse, golde strækninger kunne kue.