Omrids

un havde siddet der, sagde hun, og tænkt over sin egen livslange vane med at forklare sig, og hun tænkte på denne styrke i tavsheden, der placerede folk uden for hinandens rækkevidde. I den senere tid, siden episoden – nu det hele var blevet sværere at forklare,

Hun havde ikke lagt mærke til den før den var væk, og det virkede næsten som om sammenbruddet af den struktur, den ligevægt, var skyld i den fortvivlede situation der fulgte. At hun blev forladt af én mand, førte med andre ord direkte til at hun blev overfaldet af en anden, indtil de to ting – episodens nærvær og ægtemandens fravær – nærmest kom til at virke som en og samme ting. Hun havde forestillet sig at afslutningen på ægteskabet, sagde hun, ville være en langsom opløsning af forholdets betydninger, en lang og smertelig omfortolkning, men i hendes tilfælde havde det slet ikke været sådan.

var en mærkelig idé at skrive på et andet sprog end ens eget. Det får næsten én til at føle sig skyldig, sagde hun, sådan som folk føler sig tvunget til at bruge engelsk, hvor må der være meget af dem selv der går tabt i den overgang, ligesom folk der får besked på at forlade deres hjem og kun tage nogle få livsvigtige ting med sig. Men der var også en renhed ved det billede der tiltrak hende, fyldt som det var med mulighed for at man kunne genopfinde sig selv. At blive befriet fra rod, både mentalt og verbalt, va

mænd altid syntes om det når man viste sin uafhængighed af dem. Men det ville på en eller anden måde have føltes som svindel, sagde hun, som

Men for ham er det et spil, en fantasi,“ sagde Elena. „Mænd kan godt lide at spille det spil. Og de er faktisk bange for din ærlighed, for så bliver spillet ødelagt. Ved ikke at være ærlig over for en mand giver du ham lov til at forts

Hun havde selv, sagde hun, oplevet den dybeste desillusion over den mandlige karakter netop ved at være ærlig på denne måde: Mænd der det ene øjeblik påstod at de var ved at dø af kærlighed til hende, fornærmede hende åbenlyst det næste, og det var på en måde først da hun nåede dette stadie af gensidig oprigt

tens dyder og på at leve et liv så lidt præget af egen vilje som muligt. Man kunne få næsten hvad som helst til at ske hvis man anstrengte sig hårdt nok, men denne anstrengelse – forekom det mig – var næsten altid et tegn på at man svømmede imod strømmen, at man tvang begivenhederne i en retning de ikke naturligt ville tage, og selv om man kunne anføre at der aldrig ville ske noget som helst hvis man ikke til en vis grad gik imod naturen, var det kunstige ved den opfattelse og konsekv

endes bevidsthed var på dette tidspunkt – hun var treogfyrre år – så stopfyldt ikke kun af hendes egne minder, forpligtelser, drømme, viden og overfloden af daglige opgaver, men også af andre menneskers – opsamlet gennem år hvor hun havde lyttet, talt, indlevet og bekymret sig – at hun først og fremmest var bange for at de grænser der adskilte de talrige typer af mental bagage, skillelinjerne mellem dem, ville smuldre

jeg tænker tilbage på tiden før, og især på de år jeg var gift, forekommer det mig at min kone og jeg kiggede på verden gennem en lang linse af forudfattede holdninger, og ved hj

emand kunne sige eller gøre til hans forsvar. Man lærer meget hurtigt, sagde han, at ens børn kun er fritaget for ens egen dom. Hvis verden finder dem mangelfulde, må man tage dem tilbage. S