Ilttyv 1: Over sløret

Skal jeg synge?” spurgte jeg.
”Syng, dans, gør, lige hvad du vil,” sagde han.

Da vi når sektor D, kan jeg se en hel gruppe edderkopper, der er gået i stå. De danner næsten en cirkel. Da jeg bukker mig ned over den første, er der noget, der ikke virker rigtigt. Hvorfor lyser den ikke rødt?
Da jeg rører den, sætter den pludselig i bevægelse …
”Hvad sker der?” spørger Jana. ”Var de ikke i stykker?”
”Jo …” hvisker jeg, men de mange edderkopper kører rundt, laver en cirkel omkring os og stopper så.
”Det her er ikke godt …” siger jeg.
Så løfter den ene edderkop sig på bagbenene, og jeg ser en lille kniv komme til syne.
”Det er en fælde!” råber jeg, men i det samme hakker edderkoppen kniven ned i sløret …

”Så hvad bliver det til?” spørger jeg. ”Stikker du af, eller bliver du hængende?”
”Fint, så bliver jeg,” vrisser hun så, ”men hvis der sker noget …”
”Ja, ja, så er det min skyld,” siger jeg.
Vi er gået det sidste niveau ned. Slørets mørke overflade strækker sig ud under os. Og i det fjerne kan jeg se arbejderne, der humper af sted. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om dem, jeg mødte her sidst, stadig er i live, eller om strålingen har slået dem ihjel.
Jeg går hen til skuret, der fungerer som Conars kontor og udgang til sløret.
”Jamen er det ikke Troy?” siger Conar, da han ser mig. ”Længe siden.”
”Marton sendte os,” siger Jana bare.
”Ja …” siger han. ”Der er problemer med maskinerne. Der er massesammenbrud i sektor D. Mindst syv. Jeg håber, I har god plads i taskerne.”
”Det har vi,” siger jeg.
”Godt, Troy, du kender jo rutinen,” siger han og nikker hen mod sensorerne, som vi skal have på skoene. Jeg tager et sæt til mig og Jana, og vi spænder dem på.
Janas ansigt er anspændt, men hun har nok heller ikke været på sløret før. Jeg er derimod ikke så bekymret. Vi har stadig dragterne fra dykket på, så jeg vil være langt bedre beskyttet mod strålingen, end sidst jeg trådte ud på sløret.
”Tak for hjælpen,” siger Conar. ”Og sig til Marton, at han skal lave nogle bedre robotter. De kan sgu ikke sådan bare bryde ned.”
”Det skal vi nok,” siger Jana.
Så træder vi ud. Den knudrede overflade føles velkendt under fødderne. Jeg kan se, at det lige tager Jana et par øjeblikke at vænne sig til det.
”Er du klar?” spørger jeg.
”Lad os nu bare få det overstået,” siger hun. ”Vi har vist fået rigeligt med stråling allerede.”

KAPITEL TREOGHALVTREDS
NATTEARBEJDE
TROY
”Skal vi smadre den?” spørger jeg.
”Nej, det har allerede optaget det hele,” siger Jana. ”Bare lad som ingenting.”
Omhyggeligt pakker hun alle tingene sammen og lægger dem tilbage i rygsækken.
”Hvad så nu?” spørger jeg.
”Vi afleverer alt til Marton i dag,” siger hun. ”Vi har ikke andet valg. Vi må bare håbe, at den ikke har været her de andre dage”
”Men det har han vel også? Ellers havde han vel sagt noget?”
”Måske. Det kan være, han ikke har set det endnu. Han har så mange overvågningskameraer at holde øje med. Eller også venter han bare på det rigtige tidspunkt. Prøv at lade som ingenting. Hvis vi får mistanke om, at han ved noget, så må vi stikke af.”
”Men han har hele min familie,” siger jeg.
”Jeg ved det godt. Det er noget lort … Jeg ser, om jeg kan få noget ud af Isac. Måske kan jeg bare sige, at vi så kameraet og ville høre, om det er hans eller …”
Turen hen til hovedkvarteret virker længere end normalt. Vi går begge helt sammenbidte og bekymrede. Og det bliver ikke bedre af, at Marton gerne vil tale med os, da vi ankommer. Vi går tøvende mod hans kontor, og jeg føler, at jeg begiver mig mod min egen undergang. Men på kontoret sidder Marton bare bag bordet som altid og læser dagens avis.
”Gik det godt?” spørger han.
”Udmærket,” svarer Jana tømmer omhyggeligt taskerne og giver ham det hele.
”Sikke et udbytte,” siger han. ”Meget imponerende.”
Vi nikker bare. Jeg kan se en svedperle på Janas pande – hun er heller ikke helt upåvirket af situationen.
”Det er virkelig godt arbejde,” fortsætter Marton. ”Jeg har helt dårlig samvittighed over, hvad jeg så er nødt til at bede jer om nu …”
Vi stivner begge, men så tager jeg mig sammen.
”Hvad er da det?” spørger jeg.
”Der er problemer med nogle af edderkopperne på sløret. Conar bad mig sende nogen ned og hente dem, så vi kan få dem repareret. Jeg ved godt, det er ikke er drømmeopgaven, men Troy, du kender jo sløret …”
”Så skal vi gøre det nu?” spørger Jana.
”Ja, I har jo stadig beskyttelsesdragterne på, og de andre kommer snart tilbage. Når de er her, så skal vi have samling, så gør det så hurtigt, I kan.”
”Selvfølgelig,” siger jeg.
Vi forlader hovedkvarteret uden at sige et ord til hinanden. Først da vi er langt ude af synsvidde fra Martons kameraer, siger Jana:
”Han ved det!”
”Nej, han gør ej,” siger jeg. ”Du er bare paranoid.”
”Måske,” Jana bider sig i læben. ”Måske ikke. Vi kunne stikke af med det samme.”
”Jeg stikker ikke af fra min søster!” siger jeg.
”Hvis han ved det, så kommer du aldrig til at se Shay igen alligevel.”
Hendes ord føles som koldt edderkoppespind mod min ryg.
”Hvis vi stikker af, så har vi en chance. Har du dine penge på dig?”
”Nej, de ligger på mit værelse.”
”På dit værelse?” siger hun. ”Det var da et åndssvagt skjulested. Men så må jeg jo lægge ud for os begge.”
”Vi stikker ikke af,” siger jeg. ”Jeg gør i hvert fald ikke. Han har min familie. Jeg kan ikke flygte uden dem.”
Vi er kun et enkelt niveau fra sløret. Jeg kan se edderkopperne

KAPITEL TREOGHALVTREDS
NATTEARBEJDE
TROY
”Skal vi smadre den?” spørger jeg.
”Nej, det har allerede optaget det hele,” siger Jana. ”Bare lad som ingenting.”
Omhyggeligt pakker hun alle tingene sammen og lægger dem tilbage i rygsækken.
”Hvad så nu?” spørger jeg.
”Vi afleverer alt til Marton i dag,” siger hun. ”Vi har ikke andet valg. Vi må bare håbe, at den ikke har været her de andre dage”
”Men det har han vel også? Ellers havde han vel sagt noget?”
”Måske. Det kan være, han ikke har set det endnu. Han har så mange overvågningskameraer at holde øje med. Eller også venter han bare på det rigtige tidspunkt. Prøv at lade som ingenting. Hvis vi får mistanke om, at han ved noget, så må vi stikke af.”
”Men han har hele min familie,” siger jeg.
”Jeg ved det godt. Det er noget lort … Jeg ser, om jeg kan få noget ud af Isac. Måske kan jeg bare sige, at vi så kameraet og ville høre, om det er hans eller …”
Turen hen til hovedkvarteret virker længere end normalt. Vi går begge helt sammenbidte og bekymrede. Og det bliver ikke bedre af, at Marton gerne vil tale med os, da vi ankommer. Vi går tøvende mod hans kontor, og jeg føler, at jeg begiver mig mod min egen undergang. Men på kontoret sidder Marton bare bag bordet som altid og læser dagens avis.
”Gik det godt?” spørger han.
”Udmærket,” svarer Jana tømmer omhyggeligt taskerne og giver ham det hele.
”Sikke et udbytte,” siger han. ”Meget imponerende.”
Vi nikker bare. Jeg kan se en svedperle på Janas pande – hun er heller

Jeg skal lige til at skrige.
”Det er mig,” siger Ian og løfter afværgende hænderne.
Jeg svarer ikke. Pulsen hamrer stadig i min hals

Men ligesom jeg har tømt den sidste skuffe, hører jeg en nøgle i døren.
Shit …
Jeg presser mig op langs væggen, mens jeg hører den svage firende lyd af Ian, der forsvinder væk.
”Shay …” kalder han lavt, men jeg tør ikke svare, for nu bliver døren åbnet.
Jeg kan høre gulvbrædderne knirke. Han kommer denne vej. Lort, lort, lort! Jeg må … improvisere.
Hvorfor ville en kvinde være i en mands soveværelse …? Og så kommer jeg til at tænke på mor. På hvordan hun havde sagt, at hun ofte blev givet som gave. Fødselsdag, jul eller bare som opmuntring. Tanken giver mig kvalme, men det er min bedste mulighed.
Jeg smider min taske ved siden af sengen. Så trækker jeg jakken af, knapper skjorten ned og lægger mig på sengen.
Jeg trækker håret tilbage og lægger benene over kors.
Døren går op.
”Hvad i …”
”Goddag,” siger jeg og kaster med håret.
”Hvad laver du her?” spørger han.
”Jeg er en overraskelse,” siger jeg. ”Dine venner tænkte, at du trængte til at slappe lidt af.”
Han stirrer på mig. Jeg kører en finger ned af kinden til brystet.
”Kommer du ikke herhen?” siger jeg.
”Jeg …” Han kommer nærmere.
Jeg smiler og tager fat i hans slips, lader det køre ned gennem mine fingre.
”Hvis du nu tager et bad og så … kommer ind til mig,” hvisker jeg.
”Et bad?” spørger han.
Jeg nikker. ”Så finder jeg noget lækkert frem imens.”
Jeg nikker til tasken.
Han går ud på badeværelset. Jeg venter, til jeg kan høre vandet risle, så løber jeg ned ad trapperne.
Mit hjerte sidder stadig helt oppe i halsen, og jeg skal kæmpe for at holde tårerne tilbage. Hvad hvis han ikke havde lyttet? Hvad hvis han bare havde villet gå i gang lige der …
Tænk, at jeg overhovedet gjorde det. Det giver mig gåsehud. Jeg løber ud ad hoveddøren. Nu gælder det om at komme væk, inden han opdager, at jeg ikke venter på ham i sengen.
Jeg når et par gader væk, da en griber fat i min arm.

Om han har gættet det, eller om han måske hele tiden har vidst, at det ville ske. Mor havde haft en aftale med direktøren. Hvis der var nogle blandt publikum, der ønskede et særligt møde med hende, så arrangerede han det. Og de delte fortjenesten.
Som lille forstod jeg det ikke. Jeg vidste bare, at jeg så skulle vente en time eller to længere på hende, mens hun talte med en af sine beundrere, som hun kaldte det. Og selvom jeg altid har vidst, at Troy havde en anden far end jeg, så var det først sent, at jeg forstod, at hans far skulle findes blandt en af mors beundrere.
Far vidste godt, hvad der foregik på teatret. Det var en del af deres aftale. Og derfor får jeg kuldegysninger, når han som i dag kommer og beder mig gøre mig umage for at tjene lidt ekstra, fordi jeg ikke ved, hvad det er, han gerne vil have mig til

tore piger brokker sig ikke.”
Og så fortsatte hans hånd op mellem mine ben. Da den nåede mit skridt, skreg jeg.
”Hold kæft!” Han lagde hånden om munden og forsøgte at kvæle mit skrig. Men døren blev revet op af Troy.
”Shay …” Han snappede efter vejret.
”Ud …!” hvæsede direktøren.
Troy slap håndtaget, og i et kort sekund frygtede jeg, at han bare ville gå, men i stedet kom han direkte imod os. Han tog min hånd.
”Forsvind, dreng,” sagde direktøren og strammede grebet om mig.
”Du slipper hende lige nu,” sagde Troy sammenbidt.
”Gå! sagde jeg,” råbte direktøren. ”Det her kommer ikke dig ved.”
Troy slap min hånd, og jeg snøftede, men så vendte han sig rundt og sendte et slag direkte mod direktørens ansigt.
Han var slet ikke forberedt på slaget og faldt baglæns og landede oven i sin stol med blod dryppende fra læben.
”Kom, Shay,” sagde han. ”Nu går vi.”
Direktøren så hadsk på Troy.
”Jeg anmelder dig for det her,” sagde han og spyttede blod ud på gulvtæppet. ”Vagt!”
”Løb hjem, Shay!” sagde Troy. ”Nu!”
Og jeg greb min kjole. Jeg fik den lige trukket ned over hovedet, inden en vagt kom og greb fat i Troy. Jeg maste mig forbi ham og løb.
Det var sådan, Troy fik sin dom. Direktøren sagde, at Troy havde slået ham, fordi han havde nægtet at optage mig på teatret. Og da politiet spurgte mig, hvad der var sket, så begyndte jeg bare at græde.
Bagefter talte ingen om episoden. Far købte Troy fri og beklagede sig i ugevis over udgifterne. Han spurgte aldrig, hvad der var sket. Og jeg har tit tænkt på, om far vidste det

”Se ikke sådan ud,” sagde han så. ”Det er da gået dig godt.” Han nikkede mod Troys krop.
”Men ikke mere snak. Lad mig se, hvad du kan.” Han vendte sig mod mig igen.
Jeg trådte hen mod scenen. Havde øvet mig i både at synge og danse. Og neje dybt, som mor havde lært mig.
”Nej, ikke der,” sagde han. ”De skal gøre rent der om lidt. Kom med ind på mit kontor.”
Og han førte mig ned ad gangen. Jeg havde aldrig før været på hans kontor, kun set mor gå derind efter forestillingerne.
Troy var ved min side, og jeg vidste, at det var nu, det gjaldt. Far havde bedt mig gøre mit bedste, og jeg havde været nervøs siden morgenstunden.
”Du kan bare vente udenfor,” sagde direktøren til Troy, da vi nåede kontoret.
Langs væggen hang der fotos af skuespillerinder. Heltindevæggen, som mor havde kaldt den. Kun de allerbedste kom derop. Jeg fulgte rækken med øjnene, og det sidste var af mor. Jeg savnede hende allerede så meget, at det næsten gav mig tårer i øjnene at se på det.
”Ja, du havner der måske også en dag, hvis du er så god, som din mor siger,” sagde han.
Jeg tvang et smil frem. Det er vigtigt at smile, Shay, sagde mor altid. Alle elsker en køn pige, der kan smile.
Jeg vendte mig mod ham og rettede på skørterne.
”Vis mig så, hvad du kan,” sagde han.
”Skal jeg synge?” spurgte jeg.
”Syng, dans, gør, lige hvad du vil,” sagde han.
Jeg startede med at synge. Det var en gammel vise, mor havde sunget for os som små. Han lukkede øjnene, mens han lyttede. Så bad han mig danse, og jeg dansede. Jeg gjorde mig umage med at huske trinnene og neje dybt til sidst.
”Meget fint. Kom herhen,” sagde han, da jeg var færdig. Og jeg kom nærmere. Gik helt tæt på hans stol. Han nærstuderede mit ansigt.
”Så yndig,” mumlede han. ”Hvor gammel er du?”
”11.”
”Normalt tager vi ikke så unge piger,” sagde han.
Jeg sank.
”Men din mor siger, at du er moden,” sagde han og lod en finger glide ned ad min kind. ”Er du moden, Shay?” Hans hånd gled fra min kind og ned over mit kjolebryst.
Jeg nikkede.
”Lad os se, hvor moden du er,” sagde han. ”Tag kjolen af.”
Hans blik klæbede til mig. Jeg tøvede kort, men greb så fat i kjolen og løftede den langsomt af. Den viklede sig ind i iltbeholderen, og med rystende hænder gjorde jeg den fri. Gåsehuden kravlede frem på min krop. Jeg lagde armene omkring mig og så væk.
Han greb fat om mit ene bryst og knugede det hårdt.
Jeg snappede efter vejret. Hans anden hånd kravlede op ad mit lår.
”Nej,” hviskede jeg.
”Schyy,” sagde han og pressede sine læber mod mine. Hans skæg kradsede min kind. Så kom hans tunge, og som en stor slimet slange tvang den sig ind i min mund. Jeg trak ansigtet væk.
Hans hænder holdt mig i et fast greb. Han fandt mine trusser, begyndte at trække dem ned.
”Nej!” sagde jeg denne gang højere.
Han greb mig om hagen.