som den person, det er. Barnet får ingen usynlig omsorg. Det bliver ikke forstået som menneske, får ikke den kontakt, det ønsker, får ikke det samspil, som et barn har brug for, for at blive et socialt velfungerende menneske. Børnene råber på nærhed, kontakt, involvering og engagement, men får det altså ulykkeligvis ikke.
Hvis vi igen ser på historien om den lille familie i mit ferieland, så er det tydeligt, at pigen har så travlt med at få forældrenes opmærksomhed, at hun ikke selv kan lege. Hun evner ikke at knytte venskab med andre børn på stranden. Det skyldes jo ikke, at hun ikke har den evne, nej det skyldes, at hun må bruge al sin energi i forsøget på at få et samspil med forældrene. Når forældre ikke vil påtage sig lederskabet, og når forældre ikke vil være voksne, så overtager børnene rollen. En rolle børn slet ikke magter. Børn skal være børn.
I eksemplet med den lille familie må den voksne spørge sig selv, om det er rimeligt, at en fader skal gå efter kolde drikke, fordi barnet synes, at saften er lunken. Han skal turde sige: „Nej min ven, er du tørstig, er der saft her“. Turde tage den konflikt, der måske følger. Turde rumme barnets eventuelle vrede og gråd. En almindelig konflikt der helt uskyldigt bunder i, at barnet ikke kan skelne mellem lyst og behov. At hun er tørstig er et behov. At det skal være iskoldt er en lyst. Et barn vil naturligvis have begge dele, hvis det kan få det. Men den voksne må lære hende, hvad der er rimeligt, når man befinder sig på en strand. Om så barnet råber og skriger, og alle ved stranden hører det. Det er ikke pinligt – det er en almindelig konflikt med et almindeligt barn. Det er mere pinligt at slæbe sig to km til købmanden efter en kold cola til det lille pus, pinligt fordi faderen slet ikke gennemskuer sin lille piges råb om hjælp til at finde ud af, hvad der er rimeligt i et socialt samspil med andre mennesker.
Når børn ikke får et rimeligt socialt samspil, kan de få det dårligt psykisk. Det kan vise sig ved/i følgende symptomer