Richard Wagner. Et musikantproblem

Grundsætning: Melodi er umoralsk.
Beviset: Palestrina.
Praktisk anvendelse. »Parsifal«.
Manglen på melodi hæver den endog op i en helligere sfære.
Dette er altså definitionen på lidenskab.
Lidenskaben – eller det »hæsliges« linedans på den enharmoniske ståltråd.

Mine venner, ville den sige, lad os tale to ord i al fortrolighed: Det er lettere at skrive dårlig musik end god. Nå, hvis det nu også var fordelagtigere, virkningsfuldere, mere besnærende, mere begejstrende, mere tilforladeligt, mere wagnersk? ... Pulchrum est paucorum hominum: Det skønne er kun til for de få.

Er Wagner overhovedet et menneske? Er han ikke snarere en sygdom? Alt, hvad han berører, bliver sygt. Han har gjort musikken syg

Det første, hans kunst rækker os, er et forstørrelsesglas. Man ser i det, man tror ikke sine egne øjne: alt bliver stort, selv Wagner bliver stor. Han var snedig som slangen. Hele sit liv igennem fremhvislede han kun ordene »hengivelse«, »evig troskab«, »renhed«, og med en lovsang til »kyskheden« trak han sig tilbage fra den »syndige« verden.
Og vi troede ham på hans ord!

Kærlighed,« siger Benjamin Constant – og det holder stik både blandt guder og mennesker – »er af alle følelser den mest egoistiske, og følgelig, når den bliver såret, den mindst ædelmodige.«

Det er ikke et »højere jomfrueligt væsens« kærlighed, ingen Senta-sentimentalitet, men kærligheden som uafvendelig tilskikkelse, en skamløs, uskyldig, grusom kærlighed – og netop derved naturlig. Det er den kærlighed, hvis midler er krig, hvis grundvold er slægternes dødshad.

Jeg kender intet tilfælde, hvor det tragiske vid, der udgør kærlighedens væsen, udtrykker sig så strengt, så skrækkelig bliver til formel, som i Don Josés sidste skrig, hvormed værket slutter:

»Ja, jeg har dræbt hende,

jeg dræbte min tilbedte Carmen!«

En sådan opfattelse af kærligheden – den eneste, der er filosoffen værdig – er sjælden. Den hæver ét kunstværk frem blandt tusind. Thi gennemsnitlig bærer kunstnerne sig lige så forkert ad som alverden, endog værre: de misforstår kærligheden. Også Wagner har misforstået den. De tror at være uegennyttige, fordi de har et andet væsens fordel for øje, ofte mod egen fordel, men til gengæld vil de også besidde dette andet væsen.

Om det så er Gud, danner han ingen undtagelse.

Det er ikke et »højere jomfrueligt væsens« kærlighed, ingen Senta-sentimentalitet, men kærligheden som uafvendelig tilskikkelse, en skamløs, uskyldig, grusom kærlighed – og netop derved naturlig. Det er den kærlighed, hvis midler er krig, hvis grundvold er slægternes dødshad.