havde sagt det i én eneste lang sætning uden at trække vejret, og Bjørn havde lyttet og tænkt: Er det sandt? Er det det, der definerer mig? Var det det, han som bondesøn var flygtet fra de bølgende agre i Toten for at blive? En feminiseret, militant konformist og taber? En mislykket, agterudsejlet politibetjent, der søgte et image som modtræk? Som brugte sine rødder, en ramponeret bil, Elvis og gamle helte fra countrysangen, hestehale a la halvtredserne, støvler i slangeskind og dialekt til at trække en linje tilbage til noget ægte, jordnært, men som var lige så lidt ærlig som politikeren fra det vestlige Oslo, som når han skulle fremføre sin valgtale på fabrikkerne, tog slipset af, smøgede skjorteærmerne op og indføjede så mange dialektudtryk, som hans sprog kunne bære?
Måske var det sådan. Eller, hvis det ikke var hele sandheden, så var det måske en del af den. Men definerede det ham? Nej. Lige så lidt som det, at han havde rødt hår, definerede ham. Det, der definerede ham, var, at han var en helvedes god kriminaltekniker. Og én ting til.
“Måske har du ret,” havde Bjørn svaret, da Endre trak vejret, “Måske er jeg en latterlig taber. Men jeg er rar mod folk. Og det e