Magisterium 4: Sølvmasken

aftalte! Vi aftalte, at han skulle tilintetgøre mester Joseph

brast det ud af ham. “Jeg synes, du er så pæn, og

Tamara naglede ham til stedet med et blik. “Jo mere vi flygter, jo bedre bliver vi vel til det.”
Pludselig lyste Jasper op. “Måske er det slet ikke så dårligt, at vi er blevet bortført. Det er jo ret dramatisk. Når det går op for Celia, hvad der er sket med mig, får hun det forfærdeligt, fordi hun droppede mig. Hun vil knuge et billede af mig mod sit hjerte, frygte for mit liv og fælde en tåre over den kærlighed, vi havde sammen. Hun vil sikkert tænke, hvis han vender tilbage, vil jeg tigge ham om at blive min kæreste igen!”
Call stirrede målløs på Jasper.
“Men det sker jo kun, hvis vi ikke flygter med det samme,” fortsatte Jasper. “Hun skal jo lige finde ud af, at jeg er forsvundet, og så arbejde sig hen imod det der højdepunkt. Måske et par uger. Maden er trods alt ret god her.”
“Hvad så, hvis hun har fundet en anden kæreste på det tidspunkt

Hvad?” sagde han, da han opdagede deres blikke. “Det her hjælper. Nu behøver de ikke skændes om, hvem der får det første stykke.”
Alex så ud, som om han var parat til at springe tværs over bordet og kvæle Jasper. Call havde det tit på samme måde, men i det øjeblik var Jaspers irriterende væremåde nærmest heroisk.
Mester Joseph skar mere tærte, og Call spiste et kæmpestykke. Med et krigerisk blik lod han gaflen spidde hver eneste bid, som om han kunne vise sin overlegenhed ved at være den bedste til at spise tærte. Alex’ tærtespisning var ynkelig. Han pillede nødderne af sit stykke og fjernede fyldet, så kun skorpen og toppen var tilbage. Call så hånligt på ham.
Omsider rejste mester Joseph sig. “Det har været en lang dag, og det er vist på tide at gå til ro. Call, der er hakket oksekød i køleskabet til Havoc. Tag, hvad du har brug for. Jeg håber, du ved, hvor fjollet det vil være at prøve at forlade os. Der står kaos-ramte ved hver eneste udgang for at forhindre det.”
Call svarede ikke, for der var ikke noget at sige. Han var fanget igen … og denne gang var Tamara og Jasper det også.
Anastasia forlod rummet efter at have givet Call et kys på panden og hans ene skulder et kort, kejtet klem. Han sad stille imens, prøvede at lade være med at krympe sig. Han havde aldrig haft en mor, men det var ikke sådan, han havde troet, det ville være.
Da de nåede op for enden af trappen, vendte Tamara sig mod Call og Jasper med et beslutsomt ansigtsudtryk. “Vi skal nok slippe væk herfra,” lovede hun med en hæs hvisken

Det var som de billeder, Call havde set af den sidste magerkrig, den, hvor Verity Torres var blevet dræbt på slagmarken, da hun stod over for mester Joseph

Call trådte et skridt væk fra Aaron og snublede

Call måtte gøre noget. “Kom,” sagde han til Aaron. “Vi kan gå rundt om huset og kigge ind gennem vinduet.” Han fandt nogle støvler og en frakke

Call kastede sig mod vinduet, flåede i det, før han kom i tanke om, at det var lavet af en slags luftmagi

Call vågnede på Constantines gamle værelse

Det var nemmere at smutte fra Tamara og Jasper, end det havde været at slippe af med Alex. Call sagde bare, at han ville være i vanskeligheder, hvis han ikke kom af sted, og det satte hverken Tamara eller Jasper spørgsmålstegn ved.