Kropslig intelligens

finder kun det, vi søger ved at kigge „indad“. Ved at arbejde med den indstilling til livet, som ligger i vores krop, får vi valget tilbage, så vi selv kan bestemme over vores liv. Det er ved at være til stede i kroppen, at vi kan nærme os det, vi søger, om det så er lykke, mening, kærlighed til os selv og andre.

At vi er realistiske med hensyn til, hvordan vi har det, og ikke „holder os kunstigt oppe“ på en illusion.

Kroppen former vores oplevelser, før tankerne opstår. Det bliver kroppen ved med resten af livet, selvom vi senere i livet opfatter det, som om oplevelser først bliver virkelige, når vi får mental bevidsthed om dem.

„For den der søger, sker det let (sagde Siddhartha), at hans øjne kun ser den ting, han søger, at han ikke formår at finde noget, ikke formår at optage noget i sig, fordi han altid kun tænker på det, han søger, fordi han har et mål, fordi han er besat af målet. At søge vil sige at have et mål. Men at finde vil sige at være fri, stå åben, være uden mål.“

Det ubevidste er hverken et depot af fortrængte oplevelser eller en mekanisme, som fortrænger. Snarere er det et udtryk for den måde, vi er „indstillet“ over for verden på.

Vi skifter hele tiden mellem kroppens og hovedets bevidsthed. Kroppen har sin egen hukommelse og erfaring med at være i verden. Langt hen ad vejen handler den derved på egen hånd. Det er den, der f.eks. styrer os i vores vaner.

Fortrængningen af tilværelsens mere „tunge“ sider gør i virkeligheden, at vi lever på „halv kraft“, for livskraften skal både kunne udvide sig og trække sig sammen for at fungere!

Det er de andre, der er voldelige, aggressive osv., fordi vi ikke kan rumme følelsen inde i os selv. Men selvom følelsen er blevet undertrykt, længes den stadig efter at blive forløst, hvilket vi ofte søger i det ydre, når vi f.eks. falder pladask for vores modsætning.

Hvis vi aldrig har fået lov at være vrede på og skuffede over vores nærmeste, undertrykker vi vredens berettigelse ikke bare hos os selv, men også hos andre.

For at forløse en dårlig oplevelse er det ikke nok at tale om den. Muskelpanseret er netop uden for vores viljes kontrol, hvilket gør det svært at nå ind til ved hjælp af ord. Man skal gennemleve den, og den bedste måde at opleve en spænding på er, hvis nogen trykker, så man kan mærke den fysisk. Det genåbner sansningen i området og løsner det aftryk af „frozen time“ som findes indlejret i vores krop.