I 1821 var 80 % af indbyggere i Danmark såkaldt almue. Et ord, der omfatter bønder, landhåndværkere og tyende. Disse 800.000 passede deres dont og stræbte hver især deres vej gennem landbrugskrisen, som varede fra 1818 til 1828.
De 80 % svarer meget godt til de knap 5 millioner danskere, der i dag holder hjulene i gang, mens de stræber deres individuelle vej.
I romanen er det skolelærer Niels Pråsen, der selv fortæller om liv, gerning og medborgere i Sørling Sogn, der med sine 200 mennesker var et middelstort sogn.
Som sprogligt nysgerrig er det Niels Pråsens gerning at passe sogneskolen, som den nye skolelov foreskriver. Skrive kærestebreve for de ordløse;,være skriver ved sognets møder, tolke lov og sædvane og forlige de stridende, selv om han kun er halvt myndig.
Han er sig dog ikke bevidst, at underlaget for hans stræben er et ønske om at holde fast i sognets håb om bedre tider.
