Samles, skilles ad

»Det er bare noget, man gør, når man fester sammen«, ja, men det er også mere end dét. Selvfølgelig er det det. Vi bliver ved med at sige, at det er noget, vi altid har gjort, det faldt naturligt, og vi griner lidt ad forskningsringen eller andre tilbedere udefra, samtidig med at vi får sagt, at når det netop er noget, vi bare altid har gjort, så er det noget særligt, noget særegent, noget der næsten er vokset sammen med os, som Frits siger det på seminaret i 1977. Det er en eksklusiv forsamling, som kan det her, andre må da gerne deltage, men de skal stå noget igennem.
Og så alligevel ikke. Det er lukket og åbent på én gang, de, der har viljen, må være der, de får håndfast undervisning, også uopfordret. Man må balancere.

Sønderhoning er ikke folkedans. Det er bare noget, man gør, når man fester sammen.