Herredsfogeden trådte et skridt hen til provsten, greb ham i jakkekraven og løftede ham næsten op i luften.
“Skide præst!” hvæsede han, “satans sortkjole! De blamerer mig over for lokalbefolkningen!”
Han ruskede den lavstammede provst. Hans hvæsen stank af cognac fra morgenens opstrammere. Provsten mindedes sin far, når han var fuld, dette blinde raseri der gik ud over alle omkring ham.
“De skræmmer mig ikke, herredsfoged!” mumlede han.
Så eksploderede alt i en rød tåge. Provsten blev slynget bagover og ind i badstuens væg, hans baghoved knaldede ind i de sodede tømmerstokke. Også doktor Sederin fik et knubs, så taburetten væltede, og han tumlede om på gulvet. Herredsfogeden havde sigtet efter provstens tænder, men provsten nåede at vride sig til side, så knytnæven ramte kindbenet. Ør i hovedet sank han ned på enden og løftede armene for at beskytte hovedet. Jeg ville træde imellem, men herredsfogeden puffede mig til side og stillede sig skrævende over provsten. Det så ud, som om han skulle til at sparke. Samtidig opdagede betjenten, at liget var ved at glide ned fra bænken. I sidste øjeblik lænede han sig frem og stemte imod.
“Nu tier De, skide præst! Ti stille!”
Brahe tog uniformskasketten af og gned sit dirrende overskæg. Så rystede han sig som en stor hund.
Jeg bøjede mig ned og hjalp provsten på benene. Hans blik var tåget, han spyttede noget, der måske var blod. Omtumlede vaklede vi begge to ud på gårdspladsen, hvor familien og naboerne stod og så undrende til.
“Det er ingenting,” mumlede provsten. “Ingenting.”