bookmate game
Edmund de Waal

Haren med de ravgule øjne

Giv mig besked når bogen er tilgængelig
Denne bog er ikke tilgængelig i streaming pt. men du kan uploade din egen epub- eller fb2-fil og læse den sammen med dine andre bøger på Bookmate. Hvordan overfører jeg en bog?
Smuk og betagende beretning om en jødisk families turbulente liv.

I Haren med de ravgule øjne bruges 264 bittesmå, udskårne, japanske figurer — såkaldte netsuke — til at fortælle en usædvanlig og skæbnesvanger historie om den jødiske Ephrussi-familie, som levede et turbulent liv i Paris og Wien fra slutningen af 1800-tallet og frem gennem Anden Verdenskrig.

Ephrussi-familien stammer fra Odessa, den jødiske by ved Sortehavet. Det var en af Europas rigeste og mest magtfulde familier. De ejede banker, rederier, store ejendomme og kontrollerede distribution og salg af korn i hele Europa.

Bogen begynder i Japan, hvor De Waal arver en usædvanlig smuk samling af netsuke af sin onkel. Samlingen har fulgt familien i mere end et århundrede.

De Wall beslutter sig for at tage af sted på en mission med det formål efterforske og afdække historien bag de små netsuke-figurer og dermed også historien bag sin egen slægt.

Romanen er den mest overraskende succeshistorie i den engelske bogbranche sidste år, og den vandt da også den prestigefulde COSTA AWARD 2011, og samtidig har den ligget på den engelske bestsellerliste i mere end seks måneder.

Haren med de ravgule øjne er Edmund de Waals debutroman. Han er en af verdens mest kendte keramikere.
Denne bog er ikke tilgængelig i øjeblikket
407 trykte sider
Copyrightindehaver
Hr. Ferdinand
Oprindeligt udgivet
2011
Udgivelsesår
2011
Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

  • Flemming Krusell Sørensenhar delt en vurderingfor 4 år siden
    👍Værd at læse

    Meget lærerig.

  • Kirsten Bhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse

  • Line Bentsenhar delt en vurderingfor 3 år siden
    👍Værd at læse

Citater

  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    Synes du ikke de netsuker burde blive i Japan?” sagde en streng nabo jeg har i London. Jeg mærker at min stemme dirrer da jeg svarer, for det her er vigtigt.
    Jeg fortæller hende at der er masser af netsuker i verden, i fløjlsbeklædte bakker i forhandleres montrer i kvartererne omkring Bond Street, Madison Avenue, Keizersgracht eller Ginza. Så forvilder jeg mig lidt ud ad et sidespor om Silkevejen og derfra videre til Alexander den Stores mønter, som stadig var i cirkulation i Hindu Kush i det nittende århundrede. Jeg fortæller hende om at rejse med min kone Sue i Etiopien og finde en gammel kinesisk krukke dækket af støv i en markedsby og forsøge at finde ud af hvordan den var havnet dér.
    Nej, svarer jeg. Genstande er altid blevet båret, solgt, byttet, stjålet, genfundet og mistet. Folk har altid givet gaver. Det vigtige er hvordan man fortæller deres historie.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    Problemet er at jeg befinder mig i det forkerte århundrede til at brænde ting. Jeg tilhører den forkerte generation til at give slip på dem. Jeg tænker på et bibliotek omhyggeligt pakket ned i kasser. Jeg tænker på alle de omhyggelige afbrændinger foretaget af andre, den systematiske udslettelse af historier, hvordan mennesker blev skilt fra deres ejendele, fra deres familier, fra deres nabolag. Og fra deres land.
    Jeg tænker på en der tjekker en liste for at sikre sig at disse personer stadig var i live og bosiddende i Wien, før han stempler ”Sara” eller ”Israel” i rødt over deres navn i fødselsregistret. Jeg tænker, naturligvis på alle opremsningerne af familierne på passagerlisterne, til deportation.
  • Jonna Grethe Løsslhar citeretfor 3 år siden
    Hun nævnte ikke Emmy før hun blev overrasket af et fotografi der faldt ud af hendes bønnebog. Min far samlede det op, og hun fortalte ham, sagligt, at det var en af hendes mors elskere, og begyndte at tale om at det var svært med de kærlighedsaffærer, hvor kompromitteret hun følte sig af dem. Og så tavshed igen. Der er noget ved afbrændingen af alle de breve der giver mig stof til eftertanke: Hvorfor skal alting graves op og bringes frem i lyset? Hvorfor beholde ting, arkivere ens intime forhold? Hvorfor ikke lade tredive års samtale i breve gå op i røg i luften over Tunbridge Wells? Blot fordi man har noget, behøver man ikke nødvendigvis at lade det gå videre. At miste ting kan somme tider give én plads til at leve sit eget liv. Jeg savner ikke Wien, sagde Elisabeth tit med en lethed i stemmen. Den var klaustrofobisk. Den var meget mørk.

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)