H.C. Andersen og Søren Kierkegaard rejser sammen ned gennem Europa sidst i 1849 med Rom som endemål. Undervejs udveksler det umage par tanker om kærligheden, angsten, glæden, selvet, døden og livet derefter, men berører også deres kunstneriske virksomhed og den udeblevne anerkendelse, pressens tiltagende dominans og den vildtvoksende naturvidenskab, folkestyrets fremmarch og kristendommens krise. I dagbogsoptegnelser fastholdes indtryk fra rejsen, den indre såvel som den ydre, mens en serie selvbiografiske tilbageblik gengiver nogle af de episoder i solisternes livshistorier, der bidrog til deres globale eftermæle. Bogen er et livfuldt og sansemættet rejseeventyr, som bringer læseren vidt omkring i solisternes livsanskuelser og værker, men også dybere ind i sig selv. Trods indbyrdes forskelle viser der sig mellem solisterne at være adskillige ligheder og derved ansatser til en gensidig sympati, som til forveksling ligner venskabet. Mod rejsens slutning modnes i den ene af solisterne en beslutning, der får livsomvæltende betydning.