Eftertanker

hersede med på vejen ...
Endelig sang og dansede vi gerne, og vi nød til fulde den totale frihed, vi tilsyneladende havde langt væk fra de gamle. Efter aftensmaden hørte vi dybt opslugt på min mor og nogle gange min tante, når de fortalte os historier, sagn, myter og fabler, der er overleveret gennem utallige generationer, og som alle sammen tjente til at stimulere fantasien og indeholdt en værdifuld morale. Når jeg tænker tilbage på denne tid, er jeg tilbøjelig til at mene, at den form for liv, jeg havde derhjemme, mine oplevelser på veldten, hvor vi arbejdede og legede sammen i grupper, i en tidlig alder præsenterede mig for tankerne om en kollektiv indsats. Den smule fremskridt, jeg gjorde i denne henseende, blev senere undermineret af den form for formel undervisning, jeg fik, og som havde en tendens til at fremhæve individuelle snarere end kollektive værdier. Alligevel kunne jeg, da jeg midt i 1940’ene blev trukket ind i den politiske kamp, indrette mig efter disciplinen uden problemer, måske på grund af min tidlige opdragelse.

En leg, jeg holdt meget af, var den, jeg kalder khetha (‘vælg den, du kan lide’). Vi stoppede piger fra vores egen aldersgruppe på vejen og bad hver af dem om at vælge den dreng, de var forelsket i. Det var en fast regel, at pigens valg blev respekteret, og når hun først havde valgt den, hun ville have, kunne hun frit fortsætte på sin vej, ledsaget af den dreng, hun havde valgt. De kvikke piger rottede sig gerne sammen og valgte en enkelt dreng, i reglen den grimmeste eller dummeste, som de derefter drillede og her