Isdronningen

»Tre-fire tusind pund.«
»Så bryd med Pilcher.

Bissede kunderne?«
»Jeg besvimede.«
Han kiggede lige på hende. »Jeg troede aldrig, De besvimede.«
»Og jeg troede, at De aldrig satte Deres ben i West End.« Han trak på skuldrene. Han havde tydeligvis ikke tænkt sig at forklare noget nærmere. »Slog De hovedet, da De faldt om?« Han rakte hånden frem og rørte ved hendes kind med overraskende varme fingerspidser.
Hun rev ansigtet væk. Hans fingre så grove ud. Lange og arrede, med ringe overlæsset med rhinsten og fortykkede knoer – som om for mange slåskampe havde gjort dem permanent hævede. Forbryderhænder.
Forbrydere var sikkert mere behændige end nogen gentleman.
En rødmen krøb op i hendes kinder. Deres samleje havde været en kontraktlig nødvendighed. Det gav ham ikke ret til at røre ved hende her, hvor folk kunne se dem. »Er alle virkelig gået?« spurgte hun. »Der var ingen, der så Dem gå herind?«
»

mangler du tro på dig selv. Dine

Ingen tricks til at holde på ham, ingen kneb, hvormed hendes ansigt eller krop kunne kommunikere andet end hendes ord. Hun havde aldrig før været så ked af disse manglende evner.