Drop Business as Usual

William A. McDonough er en af frontløberne i jagten på produktionsmetoder, der tager ved lære af det naturlige system. Jeg kunne kun give ham ret i hans synspunkt om, at det ikke handler om at lukke butikken og præke dommedag. Det handler derimod om at tage ved lære af Moder Natur og producere tingene på en smartere måde. Ved en af de første samlinger i The Carbon War Room på Necker var vi så heldige at have Bill med. Han holdt et inspirerende foredrag, som startede sådan her: ”Forestil jer en verden, hvor alt, hvad vi producerer og konsumerer, samtidig er med til at holde naturen og industrien i gang. En verden, hvor vækst er en god ting,

og hvor vi mennesker sætter et dejlig opbyggeligt økologisk fodaftryk.” Alle gæsterne lyttede hypnotiseret til Bill i en time, mens han fortalte om sit arbejde. Han forklarede, hvordan byrummets arkitektur kan indgå i et samspil med de naturlige systemer, så det hele bliver mere effektivt, holdbart og æstetisk uden at belaste miljøet. Han viste os billeder af imponerende levende højhuse, hvor taget er omdannet til et urbant gartneri og hvert plan er beplantet (også kaldet ”vertical farming”). Solen sørger for energien, og det hele emmer af frisk luft og blomstrende planter. Bill er overbevist om, at den problematik, vi har stået over for siden den industrielle revolution, har handlet om vores måde at gøre tingene på. Vi har nu muligheden for at vælge en anden vej ved at tage ved lære af Moder Natur og hendes 3 milliarder år lange erfaring. Senere i bogen kommer der et par eksempler på virksomheder, som har fulgt den vej.

profitten har været i højsædet, har haft alvorlige, om end utilsigtede, konsekvenser. I mere end et århundrede er behovet for profit blevet brugt som undskyldning for at udnytte mennesker og arbejdskraft, forurene havene og ødelægge kloden. Men det er ved at ændre sig.

Det er derfor, en ny form for kapitalisme langsomt er vokset frem i løbet af de sidste 10-20 år. I 1930’erne opstod en tilbage-til-naturen-bevægelse; 60’erne og 70’erne var fulde af blomsterbørn, der troede på peace, love – og brune ris. I 80’erne og begyndelsen af 90’erne voksede en grøn bevægelse frem i Tyskland og Skandinavien, men den blev aldrig stor nok til at få indflydelse. Alle disse bevægelser havde det tilfælles, at de ville sætte en stopper for forureningen og indføre genbrug og økologi som det sunde alternativ. Mange små grønne kooperativer og økologiske familielandbrug spirede frem. Alligevel lod de færreste mennesker sig påvirke til at ændre adfærd eller spørge sig selv: ”Hvordan skal vi overleve, når der ikke er mere tilbage?” Det er først for ganske nylig, vi har indset, at mineraler og andre naturressourcer er ved at være opbrugt. Mange forskere tror, at det på visse områder vil ske i vores levetid.

Den nye forretningsform har flere navne – fra Kapitalisme 2.0 til filantropisk kapitalisme. Men ingen af dem fanger essensen eller potentialet i den spændende forandring, der er nødt til at ske. For nylig havde vi en fælles brainstorm i Virgin Unite. Efter et par drinks og en livlig diskussion kom vi frem til det navn, som vi nu bruger til at beskrive den nye forretningsform: Kapitalisme 24902. Det har måske en snært af Beverly Hills 90210 over sig, men jeg kan forsikre dig om, at det er noget ganske andet. Men hvad i alverden betyder det så? Jo, først talte vi om, at navnet skulle rumme den nye grad af ansvar, vi må tage for hinanden i den globale landsby, og at det skulle gælde flere end en håndfuld virksomheder og et enkelt land. Én nævnte, at Jordens omkreds er 24.902 engelske mil, og vupti, så var navnet der: Kapitalisme 24902! Ganske enkelt og uden omsvøb: Enhver forretningsperson må tage ansvar for de mennesker og den jord, som udgør vores globale landsby – samtlige 24.902 engelske mil af Jordens omkreds. Jeg har længe været af den overbevisning, at det er vejen frem, hvis vores verden skal bestå. Og her tænker jeg ikke kun på de katastrofale følger af klimaforandringerne. Jeg sætter fingeren på en af de underliggende årsager til, at klimaet forandrer sig, og på den alvorlige trussel mod menneskeheden, at vi hastigt er på vej til at opbruge Jordens naturlige ressourcer. I løbet af de næste par årtier kan vi komme til at mangle olie, mineraler, vand og fisk. I skrivende stund oplever Østafrika den værste tørke i 60 år, og det har ført til alvorlig sult og nød i lande som Somalia. Hvis ikke vi hurtigst muligt skifter fokus til Kapitalisme 24902, vil vi uden tvivl opleve flere krige, fordi der må kæmpes om landområder, vand, mad og brændstof.

Bogen her har været syv år undervejs. Det er en fortælling om min syv år lange rejse frem til en vigtig erkendelse: Mens erhvervslivet har været et rigtig godt middel til at skabe vækst i verden, har hverken Virgin eller mange andre forretningsforetagender gjort nok for at standse den nedadgående spiral, vi er inde i. Som vi har set det i forbindelse med finanskrisen, har vi alle sammen været med til at skubbe udviklingen i den forkerte retning. Vi er alle sammen en del af problemet: Vi forbruger og smider væk, vi fråser – ja, vi ødelægger simpelthen det hele. Naturressourcerne bliver udnyttet til det sidste, og mange af dem, fx olie, træer og mineraler, kan – for nu at sige det, som det er – aldrig genoprettes. Når de først er forsvundet, kommer de aldrig mere igen. Den form for kapitalisme, der begyndte omtrent samtidig med den industrielle revolution, har uden tvivl skabt økonomisk vækst og mange rare velfærdsgoder.